Riis drillede mig, efter jeg havde kostet hans søn et brækket kraveben

16x9
Chris Anker glemmer stadig ikke, da han nedlagde Bjarne Riis' søn på en træningstur i 2013. Foto: Bogdan Cristel/Henning Bagger / Ritzau Scanpix

KLUMME: Off season. Det udtryk eksisterer stadigvæk i moderne cykelsport, selvom den efterhånden er forholdsvis kort.

Jeg kan huske tilbage i 2012, hvor Team Saxo Bank-Tinkoff havde den første træningslejr på Gran Canaria i 14 dage midt i november. Her kørte en del af holdets ryttere sidste løb den 21. oktober i Japan og var dermed først tilbage den 25. oktober i Europa.

En af dem var Mads Christensen, så han syntes ikke ligefrem, at en off season på 17 dage var nok til at lade batterierne fuldstændig op. Ja, han var faktisk stadigvæk i OK form - modsat undertegnede, der havde haft seks ugers pause. Er du gal, han savede mig midt over.

Jeg havde selvfølgelig mega dårlig samvittighed, men det var jo et hændeligt uheld

Chris Anker Sørensen om styrtet med Bjarne Riis' søn

De første ture i sæsonen kan faktisk være en skrækkelig oplevelse. Man glemmer altid, at man er i dårlig form. Stigninger, som i sæsonen var lette, er lige pludselig voldsomt hårde.

Bjarne Riis' søn sendt i asfalten

I november 2013 var vi så på træningstur med Team Tinkoff Saxo på Gran Canaria, og her kom et meget godt eksempel på, hvor hårdt det kan være med en træningstur uden for sæsonen. Det var første samling forud for 2014-sæsonen, og Michael Valgren var lige kommet til holdet.

Der besluttede vi, ham og jeg, at vi lige ville køre en sløjfe (cykelslang for en ekstra tur). Primært for at spise en is, men også lige for at sætte os i respekt over for et par andre, der var fuldstændig færdige efter træningsturen.

På turen fik vi selskab af Bjarne Riis' søn Thomas, ligesom Jesper Hansen også kørte med.

Otte kilometer inde på vores ekstra tur gik det svagt nedad, og jeg var lidt uopmærksom - nok primært på grund af træthed - og ramte et hul i vejen, inden min hånd gled af styret. Jeg mistede kontrollen over cyklen og røg over i Valgren.

Michael Valgren kørte for Tinkoff - Saxo fra 2014-2016.
Michael Valgren kørte for Tinkoff - Saxo fra 2014-2016. Foto: Scanpix

Her nåede Valgren lige at råbe ”Chriiiiisssss”, inden vi begge røg i asfalten. Vi fik heldigvis kun nogle skrammer, men det gjorde Thomas Riis til gengæld ikke.

Thomas nåede ikke at bremse, inden han fløj forover styret og landede lige på kravebenet, så det brækkede.

Jeg havde selvfølgelig mega dårlig samvittighed, men det var jo et hændeligt uheld.

Alligevel var jeg ikke imponeret over mig selv, da jeg kom haltende ned til aftensmaden med blødende sår. Bjarne og resten af holdet drillede mig da også om aftenen og især dagen efter, da vi skulle ud og svømme i havet.

Ikke-helet sår og saltvand er ikke den fedeste kombination. Jeg var da bestemt heller ikke fyr og flamme for at skulle hoppe i. Desværre hoppede fiskersønnen Valgren ufortrødent i. Karsten Kronn prikkede til mig og sagde: "Du vil ikke tabe ansigt til en Neo Pro".

Så jeg måtte også i baljen, og jeg har i øvrigt aldrig været en vandhund. Det var jeg bestemt heller ikke den dag.

Tre faser af off season

Off season eller forberedelse til den nye sæson kan groft sagt inddeles i tre faser; restitution, genopbygning og konkurrenceforberedelse. 

Jeg holdt altid fem ugers pause væk fra cyklen for at lade batterierne op og få lysten tilbage. Man kan godt miste træningsgejsten lidt sidst på sæsonen. Jeg har dog altid været aktiv i perioden med løb, styrketræning, spillet lidt fodbold eller dyrket andre former for sport. Et år blev jeg meget bidt af squash.

Nicki Sørensen havde også en vinter, hvor han blev meget bidt af at bokse på Nintendo Wii, så han boksede på den flere timer om dagen. Det lyder måske lidt tosset, men det vigtigste i denne periode er at have det sjovt og få ladet batterierne op uden samtidig at lave "en Jan Ullrich". Han tog jo altid sindssygt meget på om vinteren og kæmpede så hele foråret med at tabe sig.

Bange for at holde fri

Efter man ikke har cyklet så meget nogle uger, indfinder lige dele længsel og dårlig samvittighed. Jeg tror, langt de fleste cykelryttere ofte går rundt og føler, de kunne træne mere.

Jeg har mødt rigtig mange cykelryttere igennem tiden, der har været bange for at holde fri. En af mine tidligere holdkammerater Boris Vallée, bedre kendt som 'Bobo', var en af disse.

På vores første samling i midten af november var han meget nervøs for, om han havde holdt for meget fri. Jeg spurgte ham, hvor meget han havde holdt, og han svarede tre dage. Først troede jeg, at jeg havde misforstået ham, for mit franske var ikke så skarpt på det tidspunkt. Jeg mente dog, at jeg nok kunne høre forskel på "semaine" og "jour". Det viste sig dog, jeg havde hørt fuldstændig rigtigt.

Jeg ser det også ofte ved mange danske licensryttere, der allerede i slut-oktober kører 'spidsintervaller' med fem måneder til sæsonstart.

Hvorfor træne kort og hårdt, når man har hele dagen

Udo Bölts, tidligere Team Telekom

Det betyder også, at de er topklar til indledningsløbet i Thy, men også at de fuldstændig har mistet gejsten, når vi rammer maj. Ikke at man skal gå over i den anden grøft som min storebror. Han besluttede for fire år siden, at nu skulle han til at løbetræne. Efter et par uger besluttede han sig så for at tage en restitutionsuge, som så har varet lige siden.

Lidt restitution i ny og næ skader ikke. Det er nemt at lade sig rive med af at skulle score flere og flere TSS hver uge. Hvad er TSS, spørger I måske jer selv? 

Det er noget, mange cykelryttere bruger som et værktøj for at evaluere på deres træning. TSS står for training strees score, som måler både på længden af træningen, men også hårdheden. Det vil sige, at man kan score flere TSS ved at køre 50 kilometer sindssygt hårdt i forhold til at køre 100 kilometer langsomt.

Det lyder jo ellers af mere at sige, man har kørt 100 kilometer. For femten år siden fokuserede man også bare på timer og antal kilometer. I dag fokuserer man på flere parametre. Dermed er det gode gamle Udo Bölts-citat lagt i graven: "Hvorfor træne kort og hårdt, når man har hele dagen”.

De første par uger tilbage på cyklen er ofte hårde, og man skal lige finde rytmen igen. Men det vil jeg skrive mere om en anden gang. Lige nu vil jeg lade Valgren og resten af cykelfeltet nyde off season med god samvittighed.