Froome var 'distraheret' af dopingmistanke før Tour de France

16x9
Den store virak om astmasagen forstyrrede Froomes Tour-forberedelser. Foto: Gonzalo Fuentes / Ritzau Scanpix

Chris Froome erkender, at han var både distraheret af og frustreret over astmasagen og mistanken om dopingbrug.

Fem dage før Tour de France-starten stod det klart.

Den internationale cykleunion (UCI) erklærede sagen om Chris Froomes overforbrug af astmamedicin i sidste års Vuelta a España afsluttet og fastslog, at briten slap for straf.

Forinden var gået over seks måneder med spekulationer. I december kom det frem, at Froome havde afleveret en dopingprøve med en salbutamolværdi, der var dobbelt så høj, som det tilladte.

- Hvis jeg skal være ærlig overfor mig selv, var det helt sikkert distraherende for mig og mine forberedelser før Tour de France, erkender Chris Froome i et interview med Velonews.

Salbutamol i cykelsport

Salbutamol forbindes primært med astmamedicin.

En dopingprøve må maksimalt indeholde 1000 nanogram per milliliter. 

Fire ryttere er tidligere blevet taget med for høj koncentration af salbutamol i blodet:

  • Chris Froome blev frikendt for 2000 ng/ml.
  • Diego Ulissi fik ni måneders karantæne for 1920 ng/ml.
  • Alessandro Petacchi fik et års karantæne for 1320 ng/ml.
  • Leonardo Piepoli blev frikendt for 1300 ng/ml.

- Dét, at jeg havde sådan noget i gang på sidelinjen, tog meget energi og fokus i en tid, hvor jeg skulle have brugt mine kræfter på at forberede mig og restituere.

I perioden fortsatte Froome med at køre cykelløb, og i maj vandt han årets første store etapeløb Giro d'Italia efter et storstilet angreb på 19. etape.

- Løbene har altid førsteprioritet, men det er kun naturligt, at man læser, hvad medierne skriver. Det var virkelig hårdt. Især da min troværdighed som ren sportsmand blev betvivlet, fortæller den 33-årige Sky-rytter, der står fast på, at han aldrig har brugt dopingmidler.

- Jeg lever efter visse principper, og dét, at der blev sat spørgsmålstegn ved alt på grund af et stof som salbutamol, var frustrerende. 

Før frikendelsen var der mange holdninger til den britiske bjergrytter og hans forhold til præstationsfremmende midler. Blandt kritikerne var den femdobbelte Tour de France-vinder Bernard Hinault, der gik så langt som at opfordre Tour-feltet til at strejke, hvis Froome stillede til start i det franske etapeløb.

Ifølge rytteren selv bundede dopingbeskyldningerne mest af alt i uvidenhed. 

- Mange mennesker forstod ikke, hvad der foregik. Ligeså frustrerende det var, ligeså lidt skal det holde mig fra at gøre mit arbejde. Der var intet at skjule, og det viste sig til sidst, konstaterer han. 

Chris Froome formåede ikke at genvinde Tour de France. I stedet kunne holdkammeraten Geraint Thomas lade sig hylde på Champs-Élysées i Paris, da de 21 etaper var kørt.