Riis-rytter skifter til amerikansk hold

16x9
Jakob Egholm VM for juniorer i 2016. Foto: Khaled Desouki / Scanpix Denmark

20-årige Jakob Egholm skal i 2019 køre på det næsthøjeste niveau, når han skifter til Hagens Berman Axeon.

Endnu en dansker skal til næste år prøve kræfter på et udenlandsk cykelhold.

Det drejer sig om 20-årige Jakob Egholm, som i denne sæson har kørt på Bjarne Riis' Team Waoo i sportens tredje divison (kontinental), der tager skridtet op til næsthøjeste niveau og bliver prokontinentalrytter for amerikanske Hagens Berman Axeon.

- Jeg har fulgt holdet i flere år nu, og jeg har altid drømt om at blive en del af denne fantastiske gruppe af mennesker. Jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted at udvikle mig som cykelrytter og som person, siger Egholm i holdets pressemeddelelse, hvor han skrevet sig selv som en alsidig rytter, der kan gøre sig gældende i flere terræner.

Talentet var ikke til at tage fejl af, da Egholm i 2016 blev verdensmester for juniorer i Doha, og to år senere tager han altså det forventede skridt videre i sin karriere.

Her bliver han blandt andet holdkammerat med den dobbelte U23-verdensmester i enkeltstart Mikkel Bjerg.

Jakob Egholm er ikke den første profil, som forlader Team Waoo. Samme vej har Asbjørn Kragh Andersen, Alexander Kamp, Niklas Larsen og Torkil Veyhe taget.