Bekræftet: Dansk cykelhold rykker op - i dialog med store løbsarrangører

16x9
Riwal Readynez er et prokontinentalhold fra næste sæson. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Den internationale cykelunion har godkendt danske Riwal, der rykker op på cykelsportens næsthøjeste niveau.

Dansk cykling har et fuldtidsprofessionelt cykelhold fra 2019.

Det ligger nu helt fast, efter den internationale cykelunion (UCI) har godkendt Riwal CeramicSpeeds ansøgning om at rykke op på sportens næsthøjeste niveau.

- Vi har jagtet det i seks måneder, og nu har vi endelig fået fluebenet. Det er en fokuseret opgave, som nu er løst, og det er dejligt at komme i mål. Vi er glade og stolte, siger direktør Stefffen Kromann til TV 2 SPORT.

- Da vi startede projektet for seks år siden, havde vi ikke set, at vi skulle ende her, men det har været en drøm, der er kommet til live i de senere år. Det betyder rigtig meget, at man når de mål, man sætter sig her i livet. Nu skal vi arbejde videre.

For et par uger siden præsenterede holdet IT-firmaet Readynez som sponsor på en treårig kontrakt, og det betyder, at det fra næste år går under navnet Riwal Readynez Cycling Team. 

Taler med Grand Tour-arrangører

Ved samme lejlighed præsenterede holdet målsætningen om at deltage ved Tour de France i 2021, hvor starten meget vel kan finde sted i Danmark. 

Men allerede nu er der kontakt mellem Riwal og Tour-arrangørerne.

- Vi er godt i gang med at snakke med ASO og dem, der driver Giro d'Italia og Strade Bianche (RCS Sport, red.). Vi fortæller, hvor fantastiske vi er, men vi skal også være realistiske, ydmyge og glade for de World Tour-løb, vi kan få, forklarer Steffen Kromann, der tidligere har udtalt, at forårsklassikeren Amstel Gold Race står på listen.

- Vi er hollandskbaserede med Riwal som hovedsponsor, og derfor vil vi rigtig gerne med i det løb. Det har samtidig været et godt danskerløb i de seneste år (Michael Valgren årets udgave, red.), og det ligger godt til flere af vores typer, så det kunne være spændende.

Steffen Kromann fortæller videre, at holdet 'går meget efter' skandinaviske, franske og tyske løb i tillæg til de hollandske, og direktøren er klar over, at der skal slid til.

- Der ligger et arbejde foran os. Vi skal vise kontinuitet og levere for at få adgang til de store løb, fastslår han og nævner desuden endagsløbet Cyclassics Hamburg, der i år blev vundet af den italienske stjernesprinter Elia Viviani.