Tour-vinder er træt af vedvarende kritik

16x9
Geraint Thomas fejrer sommerens Tour de France-sejr. Foto: Ben Stansall / Ritzau Scanpix

Geraint Thomas mener, at forslaget om et forbud mod powermeter i Tour de France er et angreb mod Team Skys dominans.

Sommerens Tour de France-vinder, Geraint Thomas, er træt af at høre på kritik af Team Skys måde at vinde cykelløb på.

Ofte er storholdet blevet kritiseret for at låse løb og fjerne spændingen med deres kontrollerende kørsel.

Senest er løbsdirektøren for verdens største cykelløb, Christian Prudhomme, så kommet på banen og rejst spørgsmål ved, om man skal forbyde powermeter (wattmålere, red.) ved Tour de France i fremtiden for at ruske noget mere op i løbet.

En idé, der tidligere er blevet modtaget godt hos Geraint Thomas' Movistar-konkurrenter Alejandro Valverde og Nairo Quintana, der mener det vil øge spændingen og udfordre Team Skys dominans. Men hos Tour-vinderen selv er der ikke meget begejstring over ideen. 

- Forslaget kan godt se ud som et angreb mod Team Sky og vores dominans. Ved første øjekast virker det som om, Christian Prudhomme ser efter en måde at stoppe os fra at vinde, lyder det fra den 32-årige Sky-stjerne i et større interview med den spanske sportsavis AS.

- Det er rigtigt, at vi er mere disciplinerede på nogle punkter. Men vi er ikke de eneste, der har en watt-måler. Sky er faktisk mere fleksible end mange andre hold.

Sammenligner med andre sportsgrene

Thomas' holdkamerat og den tidligere Tour de France-vinder Chris Froome er kendt som en af de ryttere, som oftest kigger ned på sin cykelcomputer. Også han har tidligere været ude at skyde idéen ned.

Og Froome skal ikke lede længe efter opbakningen fra sin kollega. Geraint Thomas har svært ved at forstå, hvorfor lige nøjagtig Team Skys præstationer er så udskældt sammenlignet med andre sportsgrene.

- Først og fremmest er vores sejre vundet med en enorm indsats. Forestil dig den samme kritik kom i La Liga eller i den engelske Premier League mod Manchester City, når de vinder. Endnu bedre - forestil jer den samme kritik ved French Open i tennis. Forestil dig at man ville begynde at se efter regelændringer for at forhindre Rafa Nadal i at vinde. Hvad ville folk så sige?

- Alt den her snak er, fordi Team Sky dominerer, og det virker til, at vi ikke må fortsætte med at vinde nu, lyder det fra Geraint Thomas i interviewet med AS.

Det er dog ikke kun kørestilen, det britiske storhold får kritik for. Mange peger også på penge, når der skal findes en årsag til dominansen hos Geraint Thomas & Co. Men heller ikke den kritik giver Tour de France-vinderen meget for.

- Det, synes jeg ikke, er fair. Der er andre med budgetter, der ikke er så langt fra vores. Der er ikke den store forskel. Jeg tror ikke på, at alt i denne sport handler om penge. Det er ikke nok at hente de bedste ryttere - som hold skal man arbejde meget hårdt, lyder det fra Geraint Thomas.