Cykeltalent taler ud om ulykke: Det var som et videospil

16x9
Adrien Costa åbner for sine tanker i forbindelse med ulykken, der indtraf i juli måned. Foto: Gofundme/Scanpix

21-årige Adrien Costa frygtede for sit liv, da han lå fanget med benet fastklemt i seks timer.

- Jeg var ikke sikker på, om jeg var ved at dø eller ej.

Det tidligere cykeltalent 21-årige Adrien Costa taler nu ud om ulykken, der kostede ham det ene ben - og som, han frygtede, ville ende meget værre.

- Jeg tænkte: "Det er helt fint, hvis jeg mister mit ben - alt, jeg vil, er bare at komme væk fra under denne sten, fortæller Adrien Costa i et interview med firmaet Zwift, der blandt andet har organiseret en indsamling til ham.

Der var et moment, hvor jeg havde det, som om jeg var i et videospil

Adrien Costa

På en træningstur i 3,5 kilometers højde på bjerget Mount Conness i Californien rev en næsten to tons tung sten sig løs og landede oven på Adrien Costas højre ben, der blev klemt fast og knust.

Amerikaneren kiggede ned. "Hold da kæft", tænkte han.

I ren og skær panik smed Adrien Costa sin rygsæk væk. Hurtigt indså han, at det var en dum idé.

- Så brugte jeg 30-45 minutter på at råbe for mit liv. Heldigvis var der et par klatrere, jeg så tidligere, der var stoppet for en dukkert. Var de ikke stoppet for det, havde de været væk.

En af klatrerne tilkaldte hjælp via sit GPS-udstyr, men der skulle gå seks timer, før Adrien Costa blev reddet af en militærhelikopter.

- Der var et moment, hvor jeg havde det, som om jeg var i et videospil, og jeg så på "game over"-skærmen, fortæller amerikaneren, der frygtede for sit liv.

Har ændret tilgangen til livet

Det krævede 15 mennesker af få hans knuste ben fri fra stenen. Dagen efter blev det amputeret lige over knæet.

På grund af holdkammeraten Chad Youngs død i et amerikansk løb havde Adrien Costa egentlig sat cykelkarrieren på hold, da ulykken i Californien indtraf.

Inden da havde han leveret lovende resultater - blandt andet i ungdomsudgaven af Tour de France, hvor han vandt en etape og blev samlet treer i 2016.

Samme år tog storholdet Etixx-Quickstep ham ind på en stagiaire-kontrakt. Han kørte senest for talentholdet Axeon Hagens Berman i 2017, men nåede aldrig at genoptage karrieren efter den selvvalgte pause forud for ulykken.

Adrien Costa måtte igennem endnu fem operationer i dagene efter amputeringen, men mindre end tre måneder efter ulykken var han på oppe på sin cykel igen.

I dag har han en ændret tilgang til livet.

- Det var en kraftfuld nulstilling, men det motiverer mig. Det viste mig, at mulighederne er uendelige. Alt, du kan forestille dig, kan du få til at ske. Det er sådan, jeg håber at leve resten af mit liv.