Fuglsang insisterer på høje ambitioner: Tour-podie er mit mål i 2019

16x9
Jakob Fuglsangs bedste placering i Tour de France er en syvendeplads i 2013. Foto: TV 2 SPORT

Jakob Fuglsang ved endnu ikke, Tour de France er en del af hans løbsprogram i 2019, men drømmen om en podieplacering lever stadig.

Den danske klassementsrytter Jakob Fuglsang har lagt denne sæsons skuffende sommer bag sig og ser nu frem til en forhåbentlig lysere én af slagsen til næste år.

Astana-kaptajnen er i øjeblikket i gang med at forberede sig til den kommende sæson, hvor han endnu ikke har fået fastlagt sit løbsprogram og derfor endnu ikke ved, hvilke løb han skal forberede sig på at køre. Allerede nu lægger han dog ikke skjul på sine høje ambitioner, selvom denne sommers målsætning om en podieplads i Tour de France punkterede.

- Jeg håber at komme til at køre Touren, og min målsætning vil være den samme, som den var i år. Det vil være podiet, jeg vil forsøge at gå efter, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

Efter sommerens 21 etaper i Frankrig endte den 33-årige dansker som nummer 12, og det var han selv alt andet end tilfreds med. I tiden efter fortalte han, at han var træt mentalt efter det hårde etapeløb, og at det havde været svært at komme i gang igen. Nu er han tilbage og sulten efter succes.

- Jeg håber, det kan blive en god sæson og en sæson, som bliver bedre end i år. Det er altid mit mål at gøre det bedre end året før og forsøge at blive stærkere og bedre, siger Fuglsang.

Vil være klassementsrytter

Tour de France 2018 var udset til at blive Jakob Fuglsangs helt store sommer, efter at han havde lagt maksimalt pres på sig selv ved at melde ud, at han ville på podiet. Han ville ikke ”bare” gøre det bedre end i 2013, hvor han blev nummer syv.

Da det for alvor gjaldt, og det begyndte at blive langt, opslidende og stejlt, havde han dog ikke noget at skyde med mod de andre nådesløse konkurrenter. Det faktum fik efter Tourens afslutning TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen til at begrave fremtidige klassementsforhåbninger for Fuglsang.

- Ligegyldigt hvad der sker, skal han ikke gå efter klassementet i Touren næste år. Nu har han prøvet det nogle gange, og nu synes jeg, at det er tid til at sadle om og se, hvad han ellers kan få ud af det, sagde Chris Anker Sørensen, som i stedet foreslog, at Fuglsang skulle jagte store etapesejre.

Efter at have fået tingene lidt på afstand, er Fuglsang ikke selv nået til samme konklusion.

- Selvfølgelig kunne etapesejre også være fedt. Nu vil jeg lige se, hvad holdet gør sig af tanker, men umiddelbart tror jeg stadigvæk, at klassementet er det rigtige for mig at satse på. Og hvis jeg skulle se lidt bort fra Grand Tours, skulle det så være klassement i nogle af de mindre etapeløb, jeg skulle gå efter, siger Jakob Fuglsang.

Du siger, at det er Tour-podiet, du igen vil gå efter. Hvor realistisk tror du, det er?

- Jeg er godt klar over, at det ikke vil blive nemt, og at det er svært, og at det er højt sat. Men jeg er engang blevet nummer syv og synes også, at jeg skal forsøge at stræbe efter noget højere. Og så har jeg trods alt også vundet Dauphiné og er blevet toer i Schweiz Rundt, så jeg har vist, at jeg kan køre med helt fremme, når de allerbedste er til start, siger Jakob Fuglsang og slår endnu engang fast, at han ikke ved, om han skal køre Tour de France til næste år.

Lopez eller Fuglsang?

I sommerens Tour de France var Jakob Fuglsang Astanas ubestridte kaptajn. Team Manager Alexander Vinokourov havde sammensat et helt hold kun med øje for at køre holdets stærke dansker frem mod en plads på podiet i Paris.

Sådan er det dog langt fra sikkert, at det kommer til at blive til næste år. Det kasakhstanske mandskab har nemlig den stærke colombianer Miguel Angel Lopez, som med friske podieplaceringer fra både Giro d’Italia og Vuelta a España ligner det logiske bud på en kaptajnrolle til sommer.

- Ruten ligger egentlig okay til Jakob Fuglsang, men man må bare sige, at Miguel Angel Lopez på holdet, der har kørt på podiet i både Giroen og Vueltaen, så tror jeg, at Vinokourov peger på Lopez, når der skal vælges kaptajn til Touren. Det ville give mest mening, siger Chris Anker Sørensen i den seneste udgave af TV 2 SPORTs cykelpodcast.

Med en lille måned til holdets første samling med den nye sæson som tema kender Jakob Fuglsang ikke planen og rollefordelingen.

- Jeg ved ikke, hvem de (Astana, red.) har tænkt sig, skal køre hvad, og heller ikke med de nye indkøb, der har været på holdet. Så jeg har svært ved at sige noget som helst i forhold til det, siger Jakob Fuglsang.

Astana-rytterne samles i starten af december til forberedelse op til den kommende sæson.