Michael Valgren lovprises i Astana-afsked

16x9
Michael Valgren skifter til Team Dimension Data i 2019. Foto: Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Alexander Vinokourov og Lars Michaelsen sender blandt andre Michael Valgren og Jesper Hansen, som forlader holdet, af sted med personlige hilsner.

Når det kasakhstanske World Tour-mandskab, Astana, til næste år tager hul på sin 14. sæson, bliver det med en del nye ansigter iblandt.

Holdet, som i denne sæson blandt andre har haft Jakob Fuglsang, Magnus Cort, Jesper Hansen og Michael Valgren, tager nemlig afsked med ti ryttere heriblandt de to sidstnævnte danskere. Og dette markerer Astana med en personlig hilsen til hver og en.

- Vi er taknemmelige over alle ryttere, som har været en del af Astana, ligegyldigt om det har været et, to, fem eller ti år. På vegne af Astana vil jeg gerne ønske alle, som forlader vores projekt, held og lykke og succes i den nye sæson, siger Team Manager Alexander Vinokourov i en pressemeddelelse.

Herefter overlader han ansvaret med de personlige hilsner til holdets sportsdirektører.

10 ryttere forlader Astana

  • Michael Valgren
  • Jesper Hansen
  • Tanel Kangert
  • Oscar Gatto
  • Moreno Moser
  • Sergei Chernetskii Andriy Grivko
  • Truls Korsaeth
  • Riccardo Minali
  • Ruslan Tleubayev

Den største profil, som forlader dem, har dansk pas og hedder Michael Valgren. Og man er ikke i tvivl om hans betydning for Astana, når man læser hans hilsen.

- Jeg synes, at Michael i år var en af de bedste klassikerryttere ikke kun i Astana, men også i hele verden. Hans sejre i Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race, et podie i Bretagne Classic og et stort VM taler for sig selv, lyder det fra holdets danske sportsdirektør, Lars Michaelsen, som har arbejdet tæt med sin landsmand, som fik en mere fremtræden rolle, end han havde haft tidligere som Tinkoff-rytter.

Michael Valgren nåede to sæsoner på Astana, og dem brugte han på at bide sig fast i toppen af cykelverdenen. Dette gjorde ham til en eftertragtet rytter, og selvom Vinokourov gerne ville forlænge, valgte den 26-årige dansker sydafrikanske Team Dimension Data.

- Michael var i stand til at tage et stort skridt frem, og jeg er sikker på, at hans udvikling vil fortsætte i den nye sæson, selvom han ikke er på vores hold. Jeg var glad for at arbejde med ham i Astana, og jeg ønsker ham stor succes med det nye projekt.

Efter to år på kazakhiske Astana fortsætter Michael Valgren på det sydafrikanske Tour-hold, Dimension Data. Video: TV 2 SPORT

Turen fra Tinkoff til Astana tog Jesper Hansen også, og ligesom Michael Valgren blev det til to sæsoner med det kasakhstanske mandskab. Her blev det ikke til de største individuelle resultater med en andenplads i etapeløbet Tyrkiet Rundt i fjor som det største.

- Jesper kom til vores hold som en rytter, som skulle hjælpe kaptajnerne i de store bjerge. I sidste års Giro d’Italia og i årets Tour de France gjorde han alt, han kunne, for at hjælpe vores kaptajner. Vi kan kun ønske Jesper det bedste i sit nye hold, siger Lars Michaelsen.

Den 28-årige bjergrytter skifter fra næste sæson til Cofidis for blandt andet at få mere frit spil individuelt, og dette har han fået lovning på hos det franske mandskab.

Mens Valgren og Hansen forlader holdet, slutter talentet Jonas Wilsly Gregaard, som i sidste halvdel af sæsonen var på prøvekontrakt, sig til Jakob Fuglsang og Magnus Cort til næste sæson.

Af andre nævneværdige ryttere har holdet hentet brødrene Izagirre, Ion og Gorka, fra Bahrain Merida.