Tour-vinder spidder Wiggins: - Han har en bog at sælge

16x9
Her ses Geraint Thomas på hjul af Jakob Fuglsang under opvisningsløbet Shanghai Criterium, der blev kørt 17. november. Foto: Str / Ritzau Scanpix

Geraint Thomas har ikke meget tilovers for Bradley Wiggins' nye bog, der indeholder en hyldest til Lance Armstrong.

 "Den perfekte Tour de France-vinder".

Sådan lyder Bradley Wiggins' beskrivelse af Lance Armstrong i hans nye bog Icons. Det har vakt kritiske røster, og nu lader den forsvarende Tour-vinder sig indlemme i koret.

- Brad har en bog at sælge, siger Geraint Thomas til AFP, inden han uddyber:

- Han behøver ikke bekymre sig for noget, fordi han ikke skal køre cykelløb og tage sig af journalister. Han kan bare give de interviews, han vil, og sige sådan noget, så han kan få en masse opmærksomhed. 

Tidligere har præsidenten for den internationale cykelunion (UCI), David Lappartient, udtrykt sin utilfredshed med Wiggins.

Lance har betalt stort for det, han gjorde

Bradley Wiggins, tidligere cykelrytter

- Han har altid sagt nogle mærkelige ting. Da jeg så det her, kunne jeg ikke tro det, sagde han for nylig ifølge Velonews.

- Wiggins vandt Tour de France, han har været olympisk mester og verdensmester, så for mig er det uacceptabelt at skrive sådan og støtte Lance Armstrong, der er udelukket på livstid. Specielt når det kommer fra en tidligere Tour de France-vinder.

Ikonisk på godt og ondt

I et interview med TalkSport beskrev Bradley Wiggins midt i oktober, hvordan han som 13-årig så Lance Armstrong blive verdensmester i en alder af 21. 

- Jeg var betaget af det. Da jeg kørte ud på min cykel næste dag, troede jeg, jeg var Lance Armstrong. Ingen kan nogensinde tage det fra mig. Den følelse af frihed på cyklen, som var inspireret af ham, fortalte briten, der blev Sky's første Tour de France-vinder i 2012.

 - Han er ikonisk af gode og dårlige årsager, om folk kan lide det eller ej. Men jeg kan ikke ændre, hvordan det fik mig til at føle, da jeg var 13 år. Det ændrede mit liv.

Lance Armstrong vandt Tour de France syv gange mellem 1999 og 2005, før han først indrømmede systematisk dopingmisbrug, og siden fik sejrene frataget og blev udelukket på livstid.

- Lance har betalt stort for det, han gjorde. Sporten har lidt under det, men han var ikke alene om det, lød det videre fra Wiggins.