Bardet dropper Giro d'Italia og fokuserer fuldt ud på Tour de France

16x9
Romain Bardet satser fuld ud på Tour de France. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Romain Bardet kommer ikke til at køre Giro d'Italia. Ruten passer ham ikke, og i stedet satser han alt på Tour de France.

De franske tilskuere kommer formentlig til at blafre ekstra med deres flag, når Romain Bardet kører forbi dem ved sommerens Tour de France. 

Franskmanden er i forvejen en populær mand blandt hans landsmænd, og hans seneste melding skader formentlig på ingen måde hans popularitet. 

Romain Bardet har nemlig valgt ikke at stille til start i Giro d'Italia, fordi han vil satse fuldt ud på at opnå succes i Tour de France. Franskmanden havde ellers luftet tanken om, at han ville køre begge etapeløb.

- Jeg havde min tvivl, før ruterne blev afsløret. Men det står klart for mig, efter at jeg har kigget på ruterne. Det vil være en meget svær udfordring for mig med en kombination af Giro og Tour, så derfor vil jeg fokusere på Tour de France, siger Romain Bardet ifølge Cyclingnews.

Han kører for AG2R La Mondiale, og holdets manager Vincent Lavenu er enig i franskmandens beslutning.

- Det er en velovervejet beslutning. Det her år passer ruten i Giro d'Italia ikke så godt til Romain, siger han. 

Få enkeltstartskilometer giver enestående chance

Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen er det et fornuftigt valg, for kombinationen med både at køre Giro d'Italia og Tour de France er svær at balancere.

- De sidste par år har man set, at det er svært med Giro og Tour-doublen. Chris Froome prøvede, men selv han kom også til kort, siger Chris Anker Sørensen.

Og med den rute, der er præsenteret for Tour de France, giver det Romain Bardet de bedst mulige betingelser for at lave et topresultat.

- Tour de France-ruten kan ikke passe bedre til Bardet, uden at man ville sige, at så var den skræddersyet til ham. Der er masser af bjerge og kun ganske få enkeltstartskilometer. Så hvis han nogensinde skal vinde Touren, så er det her året. Jeg kan ikke forestille mig, at der nogensinde kommer en Tour-rute, der kommer til at ligge bedre til ham, siger Chris Anker Sørensen.

Et af de springende punkter for valget har ifølge franskmanden været forskellen på antallet af enkeltstartskilometer i de to løb.

For mens der bare er 27 kilometers individuel enkeltstart i Tour de France, så venter der rytterne hele tre enkeltstarter, når Giro d'Italia køres.

- I Giroen er der en enkeltstart per uge. De er godt nok opad, men det er ikke, fordi det er bjergveje, siger Romain Bardet.

Franskmanden, der har sine forcer i bjergene, kan ved sommerens Tour de France se frem til flere etaper, der slutter opad, og på flere af etaperne kommer rytterne til at køre mere end 2.000 højdemeter. 

I 2016 og 2017 var Romain Bardet på podiet ved Tour de France, da han sluttede som henholdsvis nummer tre og nummer to. Alligevel vurderer Chris Anker Sørensen, at det bliver svært for ham at tage det sidste skridt op på podiet og tage den samlede sejr.

- Jeg ser ham som en ret realistisk podiekandidat, men en sejr bliver stadig svært, fordi Tom Domoulin og Chris Froome kan følge ham i bjergene, og de vil tage tid på ham på den enkeltstart, der er, siger han.

Tour de France starter i Bruxelles den 29. juni næste år.