Danmark vinder World Cup-guld igen

16x9
Arkivfoto af Lasse Norman fra 2016, hvor han jubler over OL-bronzemedaljen i omnium. Foto: ERIC FEFERBERG / Scanpix Denmark

For tredje afdeling i streg vandt banelandsholdet guld i parløb.

Lasse Norman og Casper Folsach vandt lørdag World Cup-guld i parløb.

Sæsonens tredje afdeling fandt sted i den tyske hovedstad Berlin, hvor den danske duo tog en komfortabel sejr med 14 point ned til briterne på andenpladsen og yderligere seks til Tyskland, der blev nummer tre.

- Det var en vanvittig flot og imponerende præstation af Lasse Norman og Casper Folsach. De levede op til favoritværdigheden, siger Michael Mørkøv til TV 2 SPORT.

Det er efterhånden en vanesag for det danske banelandshold at vinde guld i parløb. Således har Danmark vundet samtlige World Cup-parløb i år. 

  • 1. afdeling: Michael Mørkøv og Lasse Norman vinder i Paris, Frankrig (21. oktober)
  • 2. afdeling: Casper Folsach og Julius Johansen vinder i Milton, Canada (29. oktober)
  • 3. afdeling: Lasse Norman og Casper Folsach vinder i Berlin, Tyskland (1.december)

- Vi har en bred skare af ryttere, der kan være med på internationalt topplan, og det er jo glædeligt for fremtiden i dansk banecykling, lyder det fra Mørkøv, der selv vandt sæsonens første afdeling med Lasse Norman.

Banelandstræner Casper Jørgensen har da heller ikke lagt skjul på, at holdet har høje ambitioner. Målet er en medalje ved OL i 2020. Det er endnu uvist, hvem der skal forsvare de danske farver i parløb ved legene i Tokyo.