Brian Holm troede, at bloddoping ville hjælpe mere end fem procent

Et nyt dansk forskningsprojekt viser, at en halv pose blod er nok til at give atleter en forbedring på fem procent.

Den danske sportsdirektør Brian Holm er overrasket over resultatet af et nyt forskningsresultat fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

Undersøgelsen viser, at cykelryttere, langrendsløbere og andre udholdenhedsatleter kan have stor gavn af at tage små mængder bloddoping. Bare en halv pose med blod giver en forbedring på 4,7 procent.

Mens TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen er chokeret over undersøgelsens fund, er Brian Holm overrasket over, at tallet ikke er højere.

- Jeg troede faktisk, at bloddoping hjælper meget, meget mere end fem procent. Jeg troede, det var tættere på 10-15 procent, siger han til TV 2 SPORT.

Brian Holm anerkender undersøgelsens resultat, men mener, at man mangler at se effekten efter to uger i Tour de France.

- Der er et gran af sandhed i undersøgelsen, men jeg tror bare, det hjælper meget mere.

- Det er én ting at køre en enkeltstart på 40 minutter, hvor man har fået hvile op til, og en anden at køre en enkeltstart i Tour de France i sidste uge. Der er jeg sikker på, bloddoping hjælper meget mere, siger Brian Holm, der selv har indrømmet at have taget epo i 1996, mens han kørte for Telekom-holdet.

Ny test skal udvikles

Ifølge lektor Nikolai Nordsborg fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet er der tale om en væsentlig forbedring.

- En fem procents forbedring betyder, at rytterne bliver omkring et minut bedre på 40 minutter, siger han til TV 2 SPORT.

Det er første gang, man undersøger effekten af så lille en mængde blod. Tidligere studier har taget udgangspunkt i langt større mængder blod. Helt op imod 2-3 poser. Resultatet øger frygten for, at en del dopingsyndere ikke opdages.

- Vi må erkende, at der findes mere sofistikerede metoder, som ikke giver store udsving i blodværdier, og som måske er præstationsfremmende. En af metoderne er bloddoping med små mængder blod.

- Når vi nu ser, at præstationen kan forbedres markant på denne måde, så må vi prioritere udviklingen af nye metoder, der kan afsløre misbrug. Det er vi i fuld gang med, siger Nikolai Nordsborg.

Jeg tror, der har været et holdningsskifte blandt rytterne

Brian Holm, sportsdirektør og tidligere cykelrytter

Men selvom det ifølge forskerne er tæt på umuligt at spore den lille mængde bloddoping, mener Brian Holm ikke, at man som cykelsportselsker bør være bekymret.

- I min generation var der mistanke om, at der var nogen, der ikke dopede sig. I dag er det modsat. Jeg tror, der har været et holdningsskifte blandt rytterne.

- Jeg tror heller ikke, det er noget, man bare gør. Det er noget, der skal være læger og sygeplejersker inde over, siger Brian Holm, der dog ikke vil sige sig helt fri for, det kan ske, at folk udnytter muligheden for at indføre små mængder af blod.

- Historien viser, at der i cykelsporten har været ryttere, der ikke kunne køre til højre eller venstre i Giro d’Italia og så vinder Tour de France eller kører på podiet bagefter.

- Men jeg tror, dem, der eventuelt fifler med det, vil blive taget før eller siden, lyder det fra Brian Holm.

I forskningsprojektet deltog en gruppe på ni veltrænede mænd med en gennemsnitsalder på 29 år og bloddopede dem med 135 milliliter røde blodlegemer svarende til ’en halv pose blod’. Resultatet var ikke til at tage fejl af. Deres ydeevne i en tidskørsel på cykel blev forbedret med 4,7 procent.

Bloddoping blev forbudt af WADA - World Anti-Doping Agency - i 1985.