Sky trækker sig fra cykelsporten

16x9
Sky stopper med at sponsorere et af cykelsportens største hold efter 2019. Foto: Glyn Kirk / Ritzau Scanpix

Et af cykelsportens største hold skal i 2019 kæmpe for at finde både en ny ejer og en ny hovedsponsor. Sky trækker sig fra cykelsporten.

Team Sky stopper med at være Team Sky ved udgangen af 2019. 

Det britiske medieselskab Sky har nemlig besluttet sig for at stoppe samarbejdet om et år. Dermed trækker Sky sig ud af cykelsporten, oplyser holdet på sin hjemmeside. 

- Beslutningen gør en ende på ejerskabet og sponsoratet af Team Sky, der vil fortsætte med at køre under et andet navn, hvis ny opbakning bliver sikret frem mod sæsonstarten i 2020. Holdet fortsætter med at køre som Team Sky i 2019, lyder det blandt andet på Team Skys hjemmeside

Sky gik ind i cykelsporten for 10 år siden, da man lavede et samarbejde med den britiske cykelunion. Det skete både for at skabe resultater på eliteniveau, men også for at få flere til at cykle regelmæssigt med eliterytternes succes som inspiration.

I professionel cykling har Team Sky udviklet sig til at være et af de mest dominerende hold i cykelsporten, blandt andet takket være en økonomisk power langt ud over det sædvanlige. Team Sky har formået at tiltrække en række af verdens allerbedste klassementsryttere, og siden Bradley Wiggins' Tour de France-sejr i 2012 har holdet været næsten urørlige i verdens største cykelløb. Faktisk er det kun Vincenzo Nibalis sejr i 2014, der bryder Team Skys stime af Tour-sejre.

- Efter mere end et årtis engagement i cykelsporten kan jeg ikke være mere stolt af det, vi har opnået med Team Sky og vores partnere i British Cycling. Slutningen af 2019 er det rigtige tidspunkt for os at rykke videre, da vi tager hul på et nyt kapitel i Skys historie. Vi kommer til at fokusere på andre initiativer, blandt andet vores red havet-kampagne, siger Sky-direktør Jeremy Darroch til holdets hjemmeside. 

En stor overraskelse

For TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard, der selv har arbejdet for Team Sky, kommer onsdagens udmelding som en overraskelse. 

- Det tror jeg, det er for alle. De har for ganske nylig skrevet meget lange kontrakter med deres største navne, blandt andre Geraint Thomas og Egan Bernal. På den baggrund kan man nok konkludere, at det også har været en overraskelse internt på holdet, lyder det fra Brian Nygaard.

- Jeg tror ikke, ryttere som Chris Froome, Geraint Thomas og Egan Bernal skal være nervøse. De får en god kontrakt et andet sted eller bliver under et nyt navn, så de stopper ikke med at være dominerende. Men det kan være, det bliver i en ny sammenhæng og på forskellige hold. Det her åbner nogle perspektiver for, hvordan vi måske skal opleve dem fremover, slutter Brian Nygaard.

Chris Froome har kontrakt med Team Sky til og med 2020. Geraint Thomas' aftale løber til og med 2021, mens Egan Bernals kontrakt først udløber ved udgangen af 2023. Både Thomas og Bernal har forlænget deres kontrakter i efteråret 2018.