DCU vil uddele dannebrogstrøje til bedste virtuelle rytter fra 2020

16x9
Michael Mørkøv er i øjeblikket danmarksmester - i fremtiden kan han også blive det i den virtuelle verden. Foto: Jorge Guerrero / Ritzau Scanpix

I fremtiden vil mange danskere sidde i stuen, når de konkurrerer mod andre i deres sport, vurderer ekspert.

De fleste forbinder cykelsport med stejle bjerge, stride sidevinde og vilde styrt. Men de øverste chefer i sporten har nu besluttet sig for at satse på cykling som e-sport.

Og det er den vej, det vil gå med flere sportsgrene, lyder det fra en ekspert. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Konceptet inden for cykling er, at den enkelte rytter spænder sin cykel op i et stativ, som er koblet til en computer, og når pedalerne drejer rundt, cykler en virtuel rytter i et 3D-univers afsted. 

På den måde er det muligt for cykelryttere at være geografisk adskilt, men alligevel cykle mod hinanden i det virtuelle rum.

Fra 2020 vil Danmarks Cykle Union (DCU) uddele en dannebrogstrøje til den bedste virtuelle rytter.

Og Den Internationale Cykelunion (UCI) har planer om allerede fra næste år at afholde et virtuelt verdensmesterskab med den regnbuestribede trøje til vinderen, fortæller Henrik Jess Jensen, formand i DCU og medlem af UCI.

Også Dansk Forening for Rosport ser et kæmpe udviklingspotentiale i det virtuelle univers, skriver Jyllands-Posten.

- Skal man ro i dag, skal man bo tæt på vandet, men fremover vil man kunne sidde midt inde i landet og ro konkurrencer, siger sekretariatsleder Kim Mejnert Frydensbjerg, der netop har optaget den første virtuelle klub i forbundet, som i alt tæller 16.000 medlemmer.

Rasmus Klarskov Storm, analyse- og forskningsleder i Idrættens Analyseinstitut, vurderer, at flere sportsgrene i de kommende år vil udvikle virtuelle universer.

- E-sporten er den næste store kommercielle udvikling efter fitnesscentrene. E-sporten kommer til at fylde meget mere end i dag, siger han.

Per Bausager er tidligere professionel cykelrytter. Han advarer de traditionsrige forbund mod at satse på e-sporten.

- Der vil sikkert være masser af tv-rettigheder og penge i e-cyklingen, men den vil også være begyndelsen på enden for den cykling, som vi har kendt i 120 år. 

- E-cykling vil trække den rigtige cykling ned på e-sportens niveau, og sporten vil blive amerikaniseret, siger Per Bausager til Jyllands-Posten.