I denne søde juletid: Dér talte jeg vist over mig til Riis

16x9
Chris Anker Sørensen sagde til Riis, han gerne ville køre klassement i Tour de Down Under, indtil han kom i tanke om sin dårlige form. Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

KOMMENTAR

Julen er bestemt også god og sød for en professionel cykelrytter. Det kan være et problem, når Tour de Down Under starter i begyndelsen af januar.

De første løb eller en hård træningslejr venter lige rundt om hjørnet. Derfor skal træningen passes uagtet, om der er julegudstjeneste, at anden skal i ovnen, eller man har fået lidt for meget af storebrors chilisnaps dagen før.

På otte dage prøvede jeg at rette op på en måneds lidt mangelfuld træning

Chris Anker Sørensen

Typisk får du dit foreløbige løbsprogram i starten af december. Det med foreløbige skal tages meget bogstaveligt. Meget kan ske, såsom skader, sygdom, form op- og nedgange samt russiske ryttere, der ikke kan få visa. Som Kasper Klostergaard ganske rigtig sagde:

- Det eneste, du kan være sikker på, er DM og så Franco Belges. 

Sidstnævnte løb eksisterer ikke mere, men det var et fire-dages etapeløb i Belgien i oktober. Brosten, blæst og kulde, så efter en lang sæson, var det ikke lige det fedeste løb at køre. Samtidig var maden dårlig og hotellerne lige så. Derfor var det kampen om ikke at komme på, for hvis du først var kommet på, røg du næppe af igen.

Når det er sagt, kunne man selvfølgelig godt regne med, at hvis man stod på Down Under i januar, så gik turen til Australien kort efter nytår. Jeg kan huske et år, hvor jeg til sportsdirektørmødet blev spurgt af Bjarne Riis:

- Chris, vil du med til Australien for at køre klassement?

Det bekræftede jeg, at jeg sagtens kunne. Jeg gik ud fra mødet med en god fornemmelse. Indtil jeg kom i tanke om, at vi befandt os i midten af november, samt at jeg var i dårlig form.

December blev lidt noget rod rent træningsmæssigt. Lidt sygdom, julehygge hjemme i Danmark og generel juletravlhed. Så da jeg kom hjem til Italien 3. januar, var panikstemningen inden i mig lidt den samme som hos de mennesker, der farer fortvivlede rundt i Magasin 23. december. På otte dage prøvede jeg at rette op på en måneds lidt mangelfuld træning.

Selvom jeg har stoppet karrieren, så er jeg stadigvæk medlem af træningsgruppen ”Det nye AB-hold”.

Det er ikke en gruppe for fodboldspillere, som navnet ellers kunne antyde. Det er en træningsgruppe for ryttere, halv- som heltidsprofessionelle. Stort set alle medlemmer har øgenavne, alt lige fra Tøffelhelten, Monster, Hundefar, William Kvist, Back to the 80’ og mange andre skønne navne. Som den kammeratlige tone antyder, er vi mere end bare folk, der træner sammen, vi er også venner.

Når man sidder sammen en kold decemberdag i Nivåbugten med vinden lige ind i ansigtet og fingre, der blev følelsesløse et sted omkring Gilleleje, så danner man helt specielle relationer. Det er også som følge af disse, jeg stadigvæk i ny og næ vil køre en tur med dem.

Hvis du spørger en cykelrytter, og han svarer, han ikke lægger mærke til, om en anden rytters ben er mere trimmede, så lyver han

Chris Anker Sørensen

Efter en periode hvor gruppen har været meget stille, er den nu kommet i aktivitet igen. Det er nok tilfældet for de fleste professionelle cykelryttere. Den sidste måneds tid til halvanden har der været fokus på familietid og genopladning af batterier. Men nu er det begyndt at klø lidt i benene for at komme i gang.

Der er lidt dårlig samvittighed over den pose pingvinstænger, der blev spist i biografen sidste søndag. Blodårerne er ikke længere synlige på benene, nok primært på grund af den voldsomme hårpragt, der er kommet frem efter en god måned uden barbering. I desperation fjernes hårene, og man håber at se dem, men ak og ve, de er ingen steder at se.

Jeg husker tydeligt en januar, hvor glæden var stor hos Matti Breschel, da de første blodårer viste sig på benene. Ja, jeg ved godt, det lyder fjollet. Hvis du spørger en cykelrytter, og han svarer, han ikke lægger mærke til, om en anden rytters ben er mere trimmede, så lyver han.

Gruppen er som tidligere skrevet vakt til live. ”Skal vi køre en mølle,” bliver der skrevet. Efter lidt tovtrækkeri bliver der enighed om en ”fredens med Clausen-sløjfe”. Så ved alle, hvilken tur der køres. Så kan man køre sine intervaller, når man vil. For man ved godt, om der køres til højre, venstre eller lige ud i næste kryds. På den måde kan otte ryttere med vidt forskellige intervaller på programmet køre sammen. En kan køre sin korte spids-intervaller, en anden kan bare køre i gruppen, en tredje ligger måske det meste af dagen ude foran, imens han kører længere intervaller på syregrænsen.

Hvorfor så træne sammen? For det første kan man holde hinanden til ilden. Det er altid sværere at tage en genvej hjem, når man sidder i gruppe. Man vil nødigt tabe ansigt. Engang imellem når man er rigtig presset, har jeg tydet til klassikeren og sagt: ”Jeg tager lige en sløjfe”. Det betyder, at man lige vil køre lidt ekstra. Men her drejer man fra for primært at tage den hurtigste vej hjem, sekundært for at sætte tempoet ned. Det kan dog være en farlig manøvre, hvis man nu får en med på slæb. Som rent faktisk vil køre en sløjfe, og som rent faktisk vil holde tempoet højt. Har et par gange kommet ud i situationen, hvor jeg med alverdens søforklaringer har prøvet at slippe for selskab.

- Jeg har lige nogle intervaller, jeg skal køre.

- Jeg tager den bare alene.

- Hvor langt vil du køre ekstra?

- Okay, jeg vil køre langt længere, så jeg tager bare en anden rute.

Når I læser det her, kan I måske tænke hvorfor? Nogle gange har jeg da også stillet mig selv det samme spørgsmål.

Specielt når jeg har frosset så meget, at jeg tænkte, jeg aldrig vil få varmen igen. Når gearet er frosset fast, og jeg måtte tisse på det, for at få det til at køre igen. Den følelse i kroppen, når man sidder derhjemme, og har fået kørt de fire timer man ville, den fornemmelse er rigtig rar. Den følelse kommer jeg helt sikkert til at savne. Omvendt glæder jeg mig til rigtig at holde jul, uden at skulle presse en intervalblok ind imellem silden og tarteletterne.

Rigtig glædelig jul.