Froome dropper Giro-forsvar

16x9
Chris Froome vandt 2018-udgaven af Giro d'Italia. Foto: Luk Benies / Ritzau Scanpix

Team Skys Chris Froome har ikke tænkt sig at forsvare sin sejr i Giro d’Italia, oplyser holdet i en pressemeddelelse.

Chris Froomes store mål i 2019 bliver Tour de France, hvor han bliver kaptajn på Team Sky sammen med Geraint Thomas. Det skriver holdet i en pressemeddelelse 1. januar.

- Det har været en hård beslutning at finde ud af, hvad der skal ske i 2019 og finde ud af, hvilke Grand Tours jeg skal fokusere på, især fordi jeg har vundet Giroen i 2018, et løb hvor jeg havde en fantastisk oplevelse med holdet – men i 2019 bliver mit primære mål Tour de France, lyder det fra 33-årige Chris Froome.

Froome vil være 34 år, når Tour de France begynder i Bruxelles i juli. Og alderen spiller en afgørende rolle for Froome, der har vundet Touren fire gange tidligere.

På grund af sin i cykelsportssammenhænge høje alder, har han formodentlig ikke mange muligheder tilbage for at vinde sit femte Tour de France, og det spiller ind i forhold til hans valg.

- Jeg er nået til et stadie i min karriere nu, hvor jeg begynder at tænke over, hvilket eftermæle jeg vil have, og hvis jeg vinder Tour de France for femte gang, bliver jeg en del af en elitegruppe af ryttere - kun fire ryttere har tidligere vundet Touren fem gange - og det vil bare være fantastisk, siger Froome.

Det er kun Jacques Anquetil, Eddy Merckx, Bernard Hinault og Miguel Indurain, der står noteret for at have vundet Touren fem gange. Lance Armstrong er officielt blev frataget sine syv sejre.

I Tour de France 2019 kommer Froome til at kæmpe mod sin holdkammerat Geraint Thomas, der er forsvarende vinder af løbet fra 2018.

- Mit primære mål for mig bliver at tage tilbage til Tour de France og gå efter det bedst mulige resultat. Hvis jeg ikke havde vundet Touren i 18, havde jeg måske valgt at fokusere på Giroen eller Vueltaen, men når jeg nu har vundet Touren, har jeg muligheden for at køre med nummer et på ryggen, og det ville være trist, hvis jeg ikke kom tilbage til løbet i topform, siger Thomas.

Imens Froome og Thomas har fokus på Touren kommer stortalentet Egan Bernal til at jagte sejren i Giroen.