Dansk landsholdsrytter får karantæne for doping

Den 18-årige cykelrytter Mattias Skjelmose er idømt ti måneders udelukkelse for at have overtrådt dopingreglerne.

Der er faldet dom i sagen om en ung dansk rytter, der er testet positiv for doping.

Den Internationale Cykelunion (UCI) oplyser til Jyllands-Posten, at den 18-årige cykelrytter Mattias Skjelmose er idømt ti måneders udelukkelse for at have overtrådt antidopingreglerne.

Det var 26. maj sidste år, at rytteren forbrød sig mod reglerne.

På den pågældende dato kørte han det schweiziske løb Tour du Pays de Vaud, hvor der var en ti kilometer lang enkeltstart på programmet. Denne vandt han og kørte sig i samme ombæring i løbets førertrøje. En førertrøje, han formåede at forsvare i resten af løbet.

Ifølge DCU’s pressechef, Morten Anderson, er der tale om en administrativ sanktion, og at UCI i deres afgørelse skriver, at man finder det sandsynligt, at det ikke har været rytterens hensigt, at han har taget et ulovligt produkt. Det fortæller pressechefen til TV 2 SPORT.

Stoffet, som cykelrytteren har indtaget, skulle være methylhexanamine. Ifølge UCI trådte karantænen i kraft 7. juli 2018. Den varer derfor frem til 6. maj i år.

Formildende omstændighed

DCU's administrationschef, Jens-Erik Majlund, fortæller, at man ikke vil tale om rytteren ved navn, fordi man har fået at vide af UCI, at der var tale om en dom af en mindreårig, da den pågældende rytter var 17 på tidspunktet for den positive prøve. Han vil dog gerne udtale sig om selve karantænen til en dansk rytter.

- Det er en utrolig ærgerlig sag for os og ikke mindst for rytteren, siger administrationschefen.

Ti måneders straf for en positiv dopingprøve er i cykelsammenhænge en kort straf, og Jens-Erik Majlund har et bud på, hvorfor det blev tilfældet.

- Der er forskel på, om man får et stof ind i kroppen uforsætligt gennem et kosttilskud eller noget andet, eller om man har dopet sig forsætligt.

TV 2 SPORT har uden held forsøgt at komme i kontakt med rytteren, som ifølge UCI er Mattias Skjelmose. DCU har været i kontakt med rytteren, som afviser at have indtaget stoffet forsætligt.

- De ved ikke, hvor det er kommet fra, men de formoder, at det kommer fra et kosttilskud.

Sender et stærkt uheldigt signal

Nyheden om karantænen til den unge danske rytter ærgrer TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard.

- Det er superærgerligt, når dansk cykelsport trækker overskrifter på denne måde. Det kommer på et tidspunkt, hvor dansk cykelsport aldrig har stået stærkere, og det sender et stærkt uheldigt signal, siger han og tilføjer:

- Samtidig er vi også nødt til at kigge på præmisserne for den her sag for at kunne nuancere tingene. Hvis der er tale om en administrativ sanktion, kan vi håbe, at vi hurtigt bliver klogere på, hvilken type forseelse der er tale om, for at vurdere, hvor alvorlig sagen er.