Nykåret DM-vinder dropper VM på hjemmebane

16x9
Sebastian Fini vandt DM i cyklecross i søndags. Foto: @sebastianfini - Instagram.com

Sebastian Fini har lige vundet DM i cyklecross, men stiller ikke op ved VM i Bogense i begyndelsen af februar.

Sebastian Fini genvandt søndag DM-guld i cyklecross i Odense, men han prioriterer ikke cyklecross særlig højt.

Derfor dropper den 23-årige mountainbikerytter at stille op for Danmark, når VM i cyklecross køres på hjemmebane til februar.

- Jeg er mountainbikerytter, og det er den karriere, jeg har fokus på. Lige nu er jeg faktisk på træningslejr i Spanien for at forberede mig til mountainbikesæsonen, og da jeg skal køre et mountainbikeløb samme weekend, som der er VM, kan jeg ikke deltage.

- Men havde VM ligget en anden weekend, hvor jeg kunne deltage, så ville jeg selvfølgelig gerne det. Det ville være fedt at køre VM på hjemmebane, siger Sebastian Fini til DR.

Da Sebastian Fini ikke satser på cyklecross i forhold til mountainbike, har han ikke samlet UCI-point sammen i løbet af sæsonen, og han ville derfor skulle begynde et VM-løb langt bagude.

- Det er langt vigtigere for mig at komme til OL på mountainbike, end det er at blive nummer 37 ved VM i cyklecross, siger Sebastian Fini, der kører for CST Sandd Bafang Mountainbike.

VM i cyklecross køres 2. og 3. februar i Bogense.

Hos herrerne skal Kenneth Hansen, Joachim Parbo og Benjamin Justesen repræsentere Danmark, mens Viktoria Schmidt Knudsen stiller op for Danmark hos kvinderne.

I samme situation er DM-vinder Caroline Bohé, som heller ikke kommer med til VM.