Afsløret via TV-billeder: Lotto-stjerne frataget sejren

Lotto Soudals Caleb Ewan var hurtigst i spurten på 5. etape af Tour Down Under, men løbsjuryen vurderede efterfølgende, at han handlede ulovligt.

Årets første etapeløb, Tour Down Under, fik en hektisk afslutning på 5. etape, der blev afgjort i et spurtopgør.

Danske Michael Mørkøv gjorde sit for at køre Quick Steps Elia Viviani frem til sejren, men han var slet ikke stærk nok på dagen og sluttede som nummer fem.

Modsat havde Lotto Soudals Caleb Ewan væsentlig mere fart på og kom flyvende forbi samtlige konkurrenter med 100 meter tilbage. Dermed så det ud til, australieren havde vundet sin første etape i løbet på hjemmebane med UAE-Emirates' Jasper Philipsen på andenpladsen.

Efterfølgende valgte løbsjuryen dog at diskvalificere Caleb Ewan. TV-billeder viste, hvordan australieren med 3-400 meter til målstregen i flere omgange skubbede til Philipsen med hovedet. En situation, cykelekspert Chris Anker Sørensen allerede lige efter etapen vurderede til at være et brud på reglerne.

Ewan kunne derfor notere sig for en 83.-plads bagerst i hovedfeltet, hvor danskerne Lars Bak (28), Michael Valgren (35), og Michael Mørkøv (73) også sad med hjem. Samtidig fik Ewan en tidsstraf på 30 sekunder og en bøde på 3300 kroner.

Førertrøjen på hospitalet

Der var også drama omkring løbets førende rytter, Patrick Bevin, der styrtede med omkring 10 kilometer til mål. CCC-rytteren formåede på imponerende vis at kæmpe sig tilbage og komme ind med hovedfeltet, men han var tydeligt forslået.

Bevin blev også kørt direkte til hospitalet til yderligere undersøgelser. Det er endnu uklart, om han bliver i stand til at stille op på søndagens 6. og sidste etape, der slutter på den stejle stigning Willunga Hill.

CCC-rytteren fører løbet med syv sekunder ned til Mitchelton-Scotts Daryl Impey på andenpladsen, mens Astanas Luis Leon Sanchez er 16 sekunder efter på tredjepladsen.

Den tidligere verdensmester Peter Sagan (Bora) og Jumbo-Vismas Danny van Poppel blev rykket op på henholdsvis anden- og tredjepladsen. på lørdagens etape.

Du kan se 6. etape direkte på TV 2 SPORT natten mellem lørdag og søndag fra klokken 01.30.