Den tilbagevendende eksamen

16x9
Selvom det fortsat er vinter, og vejret dermed ikke indbyder til udendørs aktiviteter, så er den europæiske del af landevejs-sæsonen startet. Foto: Jeff Pachoud / Ritzau Scanpix

Klumme: Selvom cykling er blevet mere global, tror jeg ikke, jeg sidder alene med følelse af, at sæsonen først starter, når der køres i Europa.

Med løb både i Spanien og Frankrig lige nu, er sæsonen for alvor i gang. For en del ryttere er disse løb de første i en ny sæson, for andre skal der stadigvæk ventes en uge eller to endnu. Uagtet hvilket årstal der står på fødselsattesten, er hver sæsonstart lig med en ny eksamen for dem alle.

For den unge, nyprofessionelle rytter gælder det om at bevise, at han har det der skal til. For de etablerede stjerner gælder det om at bevise, de stadigvæk er på toppen. At det stadig er dem, holdet skal satse på. For de ældre ryttere gælder det om at bevise for sig selv og omverdenen, at de stadigvæk har det, der skal til. At de ikke er blevet for gamle, og at de ikke skulle have stoppet karrieren allerede.

En rytter uden en undskyldning, tror ikke på sig selv

Per Sandahl, tidligere træner i Hammel CK

Jeg kan fra mig selv lige så tydeligt huske den stress op til sæsonstart. I ugen op til løbet, var tanken: ”Jeg har mistet den”. Et tilbagevende fænomen. Nede i Lucca, hvor jeg boede store dele af min karriere, lå der en stigning på tre kilometer. Den steg med 9 procent i snit, og den var i skov hele vejen, og dermed var vinden ikke en faktor. Her tog jeg altid hen op mod sæsonstarten, og kørte alt hvad jeg kunne.

Denne brugte jeg også på andre tidspunkter af sæsonen, så jeg vidste, at hvis jeg kørte på en bestemt tid, var det godt. Hvis jeg var hurtigere, var det rigtig godt, og hvis jeg var langsommere, ja, så prøvede jeg at forklare det med alverdens søforklaringer. Såsom at vejene jo også var lidt små fugtige, eller at jeg jo også havde lidt for lidt tryk i dækkene, eller at luften var usædvanlig tung lige netop den dag.

Inderst inde vidste jeg jo nok godt, at det var mig selv, der ikke helt var, hvor jeg skulle være. Men som en af mine første trænere i Hammel CK Per Sandahl sagde til mig for mange år siden: ”En rytter uden en undskyldning, han tror ikke på sig selv”.

To sprintere, som jeg i vores sæsonoptakt på TV 2 SPORT’s cykel-podcast tvivlede lidt på, var Fernando Gaviria og Marcel Kittel. Måske kommer jeg til at tage mine ord i mig igen, de har i hvert fald taget godt hul på 2019 med henholdsvis to sejre i Argentina til Gaviria og én til Kittel på Mallorca. Det er måske ikke verdens største løb, men disse sejre gør alligevel en kæmpe forskel. Gaviria har lige skiftet hold og har nu vist overfor sin nye arbejdsgiver, at han er værd at satse på. Kittel har vist overfor sine holdkammerater, at han er værd at kæmpe for. Det er altid sjovere at risikere noget, når man kan vinde, fremfor at gøre det for en sprinter, som ”kun” kan blive nummer 8.

Jeg kan huske tilbage i Saxo Bank-dagene, hvor vores sprinter JJ Haedo, var begyndt at gå mere op i yoga, meditation og te-drikning end cykling

Chris Anker Sørensen

Det gør altid ondt at styrte, men hvis man styrter, og ens sprinter ikke bliver noget som helst, så virker det lidt spildt. Jeg kan huske tilbage i Saxo Bank-dagene, hvor vores sprinter JJ Haedo, var begyndt at gå mere op i yoga, meditation og te-drikning end cykling. Ikke at der er noget galt med yoga, meditation og te-drikning, men for en sprinter, der skal være vild og aggressiv i spurterne, var det måske ikke sagen.

Et eller andet var der galt, for han blev aldrig noget i spurterne. Derfor blev forarbejdet, der blev gjort for ham, dårligere og dårligere. Da han i løbet af sæsonen endelig fik fokus rette sted, så var det hulens svært for ham, da han først skulle genvinde holdets tillid for at blive afleveret ordentligt igen. Det gør du nemmest med resultater, men de er svære at lave, når du ikke sidder ordentligt. Derfor kommer man nemt ind i en ond cirkel. Lad os håbe for Kittel, at den nu er brudt, Selvom 2018, jo også startede ganske fornuftigt for ham, inden det hele så faldt fra hinanden senere i sæsonen.

Rasmus Byriel Iversen startede sæsonen med at brække kravebenet i et løb på Mallorca, det var han ikke ene om. Mikel Landa gjorde det samme. Det er bestemt ikke en optimal måde at starte sæsonen på for nogle af dem.

Mikkel Landa oplevede det sidste år, hvor et brækket kraveben ødelagde hele hans efterår. Dermed er det anden gang på kort tid, at han skal kæmpe sig tilbage. Det er hårdt for moralen. Han er uomtvisteligt en af Moviestars store stjerner, og han leverede bestemt fine resultater med en 2. plads i Baskerlandet, 6. plads i Tirreno Adriatico og 7. pladsen i Tour de France. Mange ryttere ville være lykkelige for et år som det, men en rytter af Landa’s kaliber kan ikke være tilfreds. Derfor er det bestemt et gok i nødden for ham, at han allerede nu er sat tilbage.

For Rasmus Byriel Iversen er det bestemt også udtur. Som ung rytter er det med at udnytte chancerne, man får til at vise sit værd. Der er et hierarki på holdet, som ung rytter er du nederst. Når du er nederst i hierarkiet, bliver du brugt til at fylde huller ud. Du kan nemt blive en kastebold, der bliver kastet fra løb til løb. Eller blive ringet op på en træningstur og få fortalt, at du skal flyve ned til det her etapeløb i morgen tidlig.

Der er ingen alarm klokker der ringer for ham endnu, han er allerede tilbage på cyklen og mister dermed ikke så meget form. Man skal dog huske én ting. Sæsonen går hurtigt, og det er med at udnytte chancerne man får.

Et godt eksempel herpå er Jesper Hansen, der det første halvandet år af sine professionelle karriere, lidt var ham, der fyldte huller ud. Blandt andet kørte han Baskerlandet Rundt, hvor han udgik på næstsidste etape, for så at flyve direkte op og køre Paris-Roubaix. I 2015 fik han chancen i Norge Rundt, han greb den og vandt samlet. Fra den dag skiftede Jesper Hansen position på holdet, fik et lidt mere fast program og kørte Vuelta a España sidst på året. Hvis han ikke havde vundet Norge Rundt, ja, så var han næppe, hvor han er den dag i dag.