Tysk stjerne redder cykelløb

16x9
John Degenkolb har reddet Paris-Roubaixs U-19 løb. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Den tyske stjernerytter John Degenkolb er hovedårsagen til, at U19-udgaven af cykelløbet Paris-Roubaix bliver kørt i denne sæson.

Paris-Roubaixs lillebror, U19-udgaven af løbet, bliver gennemført efter en økonomisk donationsindsamling har reddet løbet.

Det stod ellers til ikke at blive kørt for første gang siden løbets oprindelse i 2003. Årsagen var, at arrangørerne manglede 75.000 kroner.

Da Trek-Segafredo-rytteren og den tidligere Paris-Roubaix-vinder, John Degenkolb, hørte om problemet, oprettede han med det samme en ’fundraiser’ til at støtte arrangementet.  

- Løbet er vigtigt for de unge talenter. Hvis cykling skal have en bæredygtig fremtid, så er der brug for sådanne løb, skriver John Degenkolb i et opslag på sin Instagram-profil.

Fundraiseren blev oprettet lørdag, og Degenkolb lagde selv ud med at donere 18.500 kroner.

Siden har mange andre doneret til foretagendet, og allerede søndag var der samlet nok penge ind til at holde løbet i live.

Degenkolb har lovet, at fundraiserens overskud kommer Roubaix-regionen gode.

- De ekstra penge vil gå til ”Amis de Paris Roubaix” – en organisation af frivillige, der vedligeholder cykelruten, skriver han.

Mandag formiddag var der indsamlet knap 110.000 kroner.

Der er flere store navne, der har vundet U19-udgaven af Paris-Roubaix.

Den forsvarende Tour de France-vinder Geraint Thomas vandt løbet tilbage i 2004. I 2013 vandt danske Mads Pedersen løbet.

Søndag havde John Degenkolb succes på cyklen, da han vandt sæsonens første sejr på sidste etape af løbet Tour de la Provence.