Fra første til sidste håndtryk: Sådan kom Touren til Danmark

Tour de France begynder i Danmark om godt to år, når der køres tre etaper på dansk grund.

Se ekstraudsendelsen om Tour-starten på TV 2 PLAY.

Vejen, der har ført verdens største cykelløb til Danmark, har været lang, bumpet og med afstikkere undervejs.

Når Tour de France i 2021 begynder på danske veje, sker det 24 år efter, de første møder blev afholdt.

Her kan du komme med på turen fra idé til realitet.

1996 - Første håndtryk

Georg Sørensen, direktør for Messecenter Herning.
Georg Sørensen, direktør for Messecenter Herning. Foto: TV 2

Foranlediget af Bjarne Riis' Tour de France-sejr bliver der oprettet en dansk komité, der har til opgave at få verdens største cykelløb til Danmark.

I forbindelse med et 6-dagesløb i Herning holder erhvervsmanden Georg Sørensen i oktober 1996 det første møde med Jean-Marie Leblanc, chefen for Tour de France. Det gør han på vegne af den nyoprettede initiativgruppe.

Ifølge Georg Sørensen er det meget realistisk, at Touren kommer til Danmark inden for få år.

1997 - Messecenter Herning som ramme

Den danske Tour de France-komité fortsætter møderne med Jean-Marie Leblanc.

Jean-Marie Leblanc var chef for Tour de France fra 1989 til 2005.
Jean-Marie Leblanc var chef for Tour de France fra 1989 til 2005. Foto: Philippe Huguen / Scanpix Denmark

Parterne diskuterer en mulig Tour-start i Herning. Den danske plan er, at byens messecenter, som Georg Sørensen er chef for, skal være startdestination for cykelløbet.

1998 - "Touren kommer til Danmark"

Den danske Tour de France-komité sender en officiel ansøgning til ledelsen for det franske løb. De vil have Touren til Jylland i 2002.

Tour de France kommer til Herning og Danmark inden for få år, mener Georg Sørensen.

Samme år bliver det danske hold Team Home Jack & Jones præsenteret med hjemlige stjerner som Brian Holm og Jesper Skibby.

Det puster yderligere til drømmen om et Tour de France i Danmark.

1999 - Drama i dansk komité

Der opstår dramatik i den danske Tour de France-komité. Det sker, da formand Niels Nygaard forholder sig kritisk til oprydningen af doping i sporten.

Komitéen har opstillet oprydning som et krav for at ville afholde Touren i 2002.

Men det går for langsomt, mener Niels Nygaard. Han udtaler, at der skal ske 'et lille mirakel', før Danmark er interesseret i løbet.

En udtalelse fra Niels Nygaard får komitéen til at afholde hastemøde.

Det er de øvrige medlemmer i komitéen uenige i.

- Der må ikke være tvivl om, at Danmark seriøst mener det her kandidatur, siger Georg Sørensen, der vil indkalde til hastemøde.

Ud over Georg Sørensen og Niels Nygaard er Preben Kragelund, Peder Pedersen, Jesper Worre, Bjarne Eklund, Morten Mølholm Madsen og Lars Lundlov centrale medlemmer i komitéen.

2000 - Ingen dansk Tour-start

Danmark får ikke glæde af Tour de France i 2002. I stedet offentliggøres det, at løbet skal begynde i Luxembourg.

Heller ikke et senere forsøg på at tiltrække løbet i 2004 bliver med succes.

2001 - København kommer på banen

Den danske drøm om at tiltrække Tour de France er ikke opgivet. Faktisk er både København og Herning interesseret i at lægge asfalt til starten.

Kulturborgmesteren i København, Martin Geertsen fra Venstre, fortæller, at han vil have løbet til den danske hovedstad.

- Det ville være godt, hvis københavnerne og danskerne i almindelighed får lov at opleve det på nærmeste hold, siger Martin Geertsen.

Martin Geertsen (V), kulturborgmester i København, vil have Touren til hovedstaden.

Men Georg Sørensen arbejder også stadig på at få Touren til Herning. Og han får støtte fra prominent hold:

Bjarne Riis stoler på, at Tour de France ender i Herning.

Den danske interesse forholder Tour de France-chef Jean Marie Leblanc sig positivt til:

- Det glæder mig at høre, at Tour de France igen er populært i Danmark. For nogle år siden var det jo ikke så populært, siger løbsdirektøren.

- Allerede for nogle år siden modtog vi en henvendelse fra Herning om at arrangere Tour-starten. Det var Georg Sørensen, der var nede for at snakke med os. Vi skrinlagde tanken i kriseårene, men nu, hvor Touren igen er populær, siger København så: ”Kan vi arrangere Tour-starten engang?” Men jeg kan hverken sige ja eller nej nu.

2003 - Herning og hr. Sørensen

Herning tager førertrøjen i forhold til at få en Tour de France-start til Danmark.

I bestræbelserne på at få løbet til heden arbejder Georg Sørensen med egne ord 'bag kulisserne'.

Direktøren for Messecenter Herning rejser til Frankrig under Tour de France for at se, hvordan løbet afholdes.

Det glæder arrangørerne, der vil rejse til Danmark for at se på mulighederne for en Tour-start i det jyske:

John Le Langue siger, at Herning er et godt bud som Tour-startby. Georg Sørensen er en stor årsag.

2004 - Danskerne skal "belønnes"

Den 19. september 2004 rejser Jean-Marie Leblanc, chefen for Tour de France, til Herning.

Her diskuteres en mulig start i Danmark i 2008. En prolog og yderligere ”en eller to etaper” er på plakaten. Efterfølgende afholdes der et fælles pressemøde, som for alvor tyder på, at Touren kan være på vej til heden.

Her siger Leblanc, at han 'håber', at løbet kan komme til Danmark.

- Jeg føler, at vi skal belønne danskerne for det, de i flere år har givet til Tour de France.

Jean-Marie Leblanc håber, at Touren kommer til Danmark inden for få år.

2005 - Død dansk drøm

Christian Prudhomme erstatter Jean-Marie Leblanc som chef for ASO, der ejer Tour de France. Og det er skidt nyt for Danmarks Tour-chancer.

For Christian Prudhomme afviser nemlig at lade løbet starte i Herning. Den lange transport fra Danmark til Frankrig er den afgørende knast, siger han.

Det er Georg Sørensens gode forbindelse til Jean-Marie Leblanc, der har tændt det danske håb.

Jean-Marie Leblanc byder den nye Tour de France-chef velkommen.
Jean-Marie Leblanc byder den nye Tour de France-chef velkommen. Foto: Christophe Simon / Scanpix Denmark

Og nu hvor den danske forbindelse til Tour de France-toppen er død, synes drømmen om at få verdens største cykelløb til landet det samme.

2011 - VM i København

Den danske Tour de France-drøm har ligget stille i flere år. Til gengæld er det lykkes at tiltrække andre store løb.

VM i København trak tilskuere i massevis til landevejene
VM i København trak tilskuere i massevis til landevejene Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Over en uge i september 2011 afholder København verdensmesterskaberne i landevejscykling – og får stor ros for værtskabet.

2012 - Giroen i Herning

Også i det vestlige Danmark er der succes med at tiltrække store cykelløb. Giro d’Italia starter i Herning, inden der køres yderligere to etaper i Jylland.

Giroens tur til Danmark blev regnet for en stor succes.
Giroens tur til Danmark blev regnet for en stor succes. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Der er imidlertid ikke meget håb om at få Tour de France til Danmark, fortæller Tom Lund, formand for Danmarks Cykle Union, til BT i september.

I mellemtiden er der begyndt at ske ting og sager. Den 12. juni har Joachim Andersen, foregangsmand for at få løbet til Danmark, nemlig skrevet en mail til den franske løbsleder Christian Prudhomme på vegne af den danske Tour de France-komité. De vil have Touren til København.

2013 - Møder...

I 2013 er en dansk delegation for eksempel med til et møde i AIOCC (Association Internationale des Organisateours de Courses, red), ligesom der er danskere med til alle Tour de France-præsentationer de følgende fem år.

2014 - ... masser af møder

Det bliver i det hele taget til en masse møder mellem den danske delegation og chefen for ASO.

I løbet af to og et halvt år mødes ledende skikkelser fra Tour de France-komitéen med Christian Prudhomme seks-syv gange, fortæller Alex Pedersen, der sammen med Joachim Andersen er initiativtager.

Den tidligere toprytter Alex Pedersen tog kontakt til Tour-chefen efter Giroen.
Den tidligere toprytter Alex Pedersen tog kontakt til Tour-chefen efter Giroen. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Herning er gledet ud af billedet som startby, efter de fik Giroen i 2012. Planen er, at Tour de France skal starte i København.

2015 - Fælles front fra politisk side

Politikere fra Folketinget, regionerne og kommunerne holder møde og efterfølgende et fælles pressemøde:

En forenet flok politikere vil få Tour de France til Danmark.

- Jeg er rigtig, rigtig glad for, at jeg i dag kan fortælle, at vi går efter at få verdens største cykelløb, Tour de France, i 2018, siger Troels Lund Poulsen, erhvervs- og vækstminister i Danmark.

I samme ombæring meldes det ud, at ASO-direktør Christian Prudhomme kommer på besøg senere på året. Her spiser han en, viser det sig, afgørende middag på Marienborg, hvor også kronprinsen deltager.

2016 - Det afgørende tilbud

Maj:

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen rejser til Belgien for at mødes med Christian Prudhomme i forsøget på at overtale ham til at lade Tour de France starte i Danmark.

Juni:

På et pressemøde i Paris indgiver Danmark et officielt bud på Tour de France-starten i 2019, 2020 eller 2021. Følgende video, som også produceres på engelsk og fransk, bliver vist til ASO-direktør Christian Prudhomme:

Den mangeårige Tour de France-kommentator hjalp med at promovere Danmark. Video: TV 2 SPORT

Buddet lyder på de tre første etaper. Løbet skal starte med en tidskørsel i København og efterfølgende forbi Roskilde, Odense, Vejle og Sønderborg.

Erhvervsministeriet, Sport Event Danmark samt de relevante kommuner og regioner er bag buddet.

Juli:

Lars Løkke Rasmussen besøger sammen med en dansk delegation ASO-direktør Christian Prudhomme og Tour de France for at lægge yderligere pres på for at få løbet til Danmark. Statsministeren er nemlig ikke i tvivl om, hvad løbet kan tilbyde landet:

- Det er verdens tredje største sportsevent. Der er millioner, der følger med hver dag. Jeg tror, at de fleste danskere kender følelsen af at se Tour de France, høre Jørgen Leth og tænke: ”Jeg må se at komme på ferie dernede.” Og hvorfor skulle det ikke også gælde den anden vej?, spørger den danske statsminister.

2017 - "Hav tålmodighed"

Maj:

Tour de France-arrangørerne vælger Bruxelles som startby til Tour de France i 2019. Danmark skal derfor håbe på 2020 eller 2021.

November:

Christian Prudhomme besøger Danmark og diskuterer Grand Depart i København med blandt andre overborgmester Frank Jensen og erhvervsminister Brian Mikkelsen:

Efter en planlagt middag er ministeren meget optimistisk:

Erhvervsminister Brian Mikkelsen er sikker på, at Tour de France kommer til Danmark.

- Erhvervsministeren gjorde sit bedste for at overbevise mig om, at Touren skulle starte i København, forsikrer Christian Prudhomme efter måltidet uden at ville afsløre en dato for den endelige beslutning:

- Hav tålmodighed, siger løbsdirektøren.

2018 - Gul trøje

Marts:

Tour de France-arrangørerne udnævner Nice som startby for løbet i 2020. Dermed er der kun 2021-udgaven tilbage at håbe på for de danske initiativtagere.

Men her håber også Norge og Storbritannien at kunne huse starten på Tour de France.

Juli:

Flere danske politikere og initiativtagere besøger igen Tour de France og ASO-direktør Christian Prudhomme i et sidste forsøg på at overbevise ham om at lade løbet starte i Danmark i 2021.

Blandt andre Københavns overborgmester, Frank Jensen, sidder i løbsdirektør-bilen med Prudhomme på en etape:

- Jeg tror, vi er ved at have overstået, de udfordringer, der har været, lyder det optimistisk fra Frank Jensen, mens initiativtager Joachim Andersen siger, at Danmark står 'super godt' i kapløbet om at få Touren til landet.

August:

Senere på året gør Christian Prudhomme så den franske præsident, Emmanuel Macron, følge på et statsbesøg i Danmark. Her giver Emmanuel Macron en gul førertrøje i gave til Lars Løkke Rasmussen og siger, at han 'glæder sig' til at se Tour de France i København 'om nogle år'.

Alt tyder nu på, at Danmark får en Tour de France-start, efter Lars Løkke Rasmussen onsdag fik overrakt en gul førertrøje af den franske præsident, Emmanuel Macron.

Regeringen sætter 17 millioner kroner af på finansloven til at afvikle de første tre etaper af Tour de France i Danmark i 2021.

- Når vi sætter penge af på finansloven, er det, fordi vi tror på, at de bliver brugt, siger Lars Løkke Rasmussen, der desuden vil planlægge sin ferie efter at være hjemme de tre dage i juli 2021 og opfordrer cykelglade danskere til at gøre det samme.

2019 - Det sidste håndtryk

21. februar:

Københavns overborgmester Frank Jensen og ASO-chef Christian Prudhomme giver hinanden et sidste håndtryk og offentliggør, at Danmark skal lægge asfalt til de første tre Tour de France-etaper i 2021.

Frank Jensen og Christian Prudhomme giver hinanden hånden.
Frank Jensen og Christian Prudhomme giver hinanden hånden. Foto: TV 2