- Roskilde Festival og Touren skal tænkes sammen, siger borgmester

16x9
Roskilde Festival og Tour de France skal tænkes sammen, siger borgmesteren i Roskilde Kommune. Foto: Ritzau Scanpix

I 2021 skal Roskilde huse en Tour de France-etapestart og Roskildefestival den samme dag.

Lørdag den 3. juli 2021 bliver en travl dag i Roskilde.

Til den tid skal byen rumme både Roskilde Festival og starten på anden etape af selveste Tour de France. Med omkring 50.000 indbyggere til daglig er det ikke utænkeligt, at ’befolkningstallet’ den dag bliver femdoblet, og derfor skal de enorme begivenheder arbejdes ind i hinanden. Det siger Roskildes borgmester, Joy Mogensen (A).

- Det bliver nødt til at blive tænkt sammen, for der er i forvejen 120.000-130.000 mennesker til Roskilde Festival. Det er nogenlunde det samme tal, der er tale om ved Tour de France-etapestarter, og derfor skal det tænkes sammen rent fysisk.  Jeg har været i kontakt med festivalen, og jeg ved, at de glæder sig, siger Joy Mogensen til TV 2 SPORT.

Hun anerkender, at to så store arrangementer på én dag kan lyde lidt kaotisk, men hun mener også, at det kan ende som en ualmindelig festlig lørdag.

- Det har været en del af det, vi har budt ind med. Vi har en UNESCO-verdensarv i domkirken, dansk kulturarv med vikingeskibene og en sprudlende og moderne festival.

- Jeg er helt sikker på, at alle festivalgæsterne vil huje og heppe og være klar på at forene sport og musik.

Roskildeetapen er rigtig interessant

Roskilde Festival afholdes fra den 26. juni til den 3. juni i 2021. Tour-starten i Danmark rummer tre etaper:

  1. Enkeltstart i København den 2. juli
  2. Roskilde – Nyborg den 3. juli
  3. Vejle – Sønderborg den 4. juli

Sportsligt er det især Roskildeetapen, der kan blive interessant. Den slutter nemlig med 18 kilometer hen over Storebæltsbroen, hvor vinden kan komme til at skabe en del ravage. Det spår TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen.

- Man kan godt tabe Tour de France på Storebæltsbroen. Det er en lang strækning på 18 kilometer, og hvis der er sidevind, så kan man tabe over et minut eller måske to på den strækning, siger den tidligere cykelrytter.  

I alt skal der køres 373 Tour de France-kilometer i Danmark.