Tour-start er større end fodbold-EM på hjemmebane, siger Lars Løkke Rasmussen

16x9
Statsminister Lars Løkke Rasmussen, Københavns overborgmester Frank Jensen og erhvervsminister Rasmus Jarlov holder pressemøde om Tour de France. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

VM i håndbold, VM i ishockey eller EM i fodbold kan ikke måle sig med dansk tourstart, mener statsministeren.

Se en ekstraudsendelse om Tour-starten på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY klokken 17.30.

At få Tour de France-starten og tre etaper i alt til Danmark i 2021 bliver den største sportsbegivenhed nogensinde på dansk grund.

Det er også større end EM-slutrunden i fodbold i 2020, hvor København ellers er vært for fire kampe.

Det mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som torsdag officielt fra dansk side kunne bekræfte, at det franske cykelløb starter i Danmark om to år.

- Tour de France er den største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed i verden, siger Løkke.

- Løbet følges af et par hundrede lande, 3,5 milliarder tv-seere, så det er stort i sig selv. Og så er cykelsporten unik derved, at mestrenes asfalt er den samme, vi andre også kører på.

- Så det foregår ikke inde på et stadion. Det foregår ude i naturen, siger Løkke.

De seneste år har Danmark været vært for sportsbegivenheder som VM i ishockey og senest i januar VM i herrehåndbold. Men de når ikke en Tour-start på dansk grund til sokkeholderne, må man forstå på Løkke.