Styrt, regn og kulde: Tre sikre ingredienser i Paris-Nice

16x9
Selv i udbrud har man meget tøj på i Paris-Nice. Foto: Lionel Bonaventure / Scanpix Denmark

Klumme: Paris-Nice. Gud, hvor har jeg tit hadet det løb, men alligevel elsker jeg det. Her kan du blive lidt klogere på hvorfor.

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico er nogle af de mest væsentlige etapeløb i kategorien under de tre Grand Tours. Hvilket af dem, der rangerer højst, er svært at sige, og det kommer måske også an på øjnene, der ser.

Feltets styrke har også varieret fra år til år, alt efter hvordan ruten har været. Nogle år har Tirreno måske tiltalt de store klassementsryttere lidt mere end Paris-Nice. Andre år har det været omvendt.

Jeg vil faktisk sige, at en lang olfert er at foretrække i forhold til den rungende tavshed, som en skuffet Bjarne kan præstere

Chris Anker Sørensen

Vejret er generelt set bedre i det centrale Italien versus Nordfrankrig, hvilket kan tiltale nogle ryttere. I det tidlige forår rager man nemt noget sygdom til sig, hvilket de færreste ryttere ønsker.

På et tidspunkt hed det sig, at hvis du skulle gøre dig gældende i årets første monument, Milano San Remo, så skulle du køre Tirreno. De seneste fem år har vinderen dog fordelt sig således, at tre vindere er kommet fra Paris-Nice og to vindere er kommet fra Tirreno. Så den myte kan vist godt manes til jorden.

Selvom det er prestigefyldt i sig selv at vinde en etape i Paris-Nice eller i Tirreno, så fungerer de også som vigtige løb fremadrettet i sæsonen. Man kan sammenligne dét ikke at køre nogle af dem med at komme ned på perronen på Københavns Hovedbanegård og se lyntoget køre af sted.

Man ved, at man nok skal komme frem til Århus, da der kører et almindelig InterCity-tog 15 min senere, men turen bliver med lidt flere stop undervejs og lidt længere ude i fremtiden. Jeg har så tit prøvet at komme til Paris-Nice og føle, at formen var fin, men jeg kunne kun åbne op for alvor en enkelt gang, og så tog det alt for lang tid, inden jeg kunne åbne op igen.

Efter at være blevet tæsket godt og grundigt igennem otte dage i træk, så sker der et eller andet med formen, som jeg i hvert fald aldrig har kunnet finde i træning.

Faren er, at man nemt bliver syg, som jeg nævnte tidligere. I Omloop Het Nieuwsbald blev netop dette illustreret af Michael Valgren. Hvis du har sygdom i kroppen, kan du ikke yde det, du ellers normalt kan. Jeg kan også huske Paris-Nice 2016, hvor jeg fik raget noget influenza til mig.

Jeg fik feber på sidste etape og lå fuldstændig underdrejet fem dage bagefter. Lige så snart jeg var bare lidt ovenpå igen, så skulle jeg bare ud at træne. Klassisk cykelrytterfejl, som jeg selv har begået alt for mange gange i min karriere.

Jeg sad med følelsen af, at jeg ikke har lavet noget som helst i fem dage, så nu skulle der trænes. Jeg var jo kommet noget så langt efter alle de andre. I det nævnte eksempel fik jeg vel forlænget min sygdomsperiode med nogle uger, og jeg gik fra at være i hopla i de første løb til bare at skulle være glad for at følge med.

Ovenpå sådan et festmåltid forkæler man sig selv med en riskiks og et æble på værelset

Chris Anker Sørensen

Mange af mine minder fra Paris-Nice handler om at fryse. Marts måned i Nordfrankrig indbyder ikke ligefrem til udendørsaktivitet. Våde veje betyder flere styrt. Jeg kan huske første år, jeg kørte løbet tilbage i 2008. Vi startede med en kort prolog. Jeg var en af de første startende.

Kort inden jeg skulle starte, begyndte det at blæse og regne. Bjarne var i tvivl, om vores kaptajn Frank Schleck kunne køre med det høje forhjul og pladehjul i det vejr. Derfor blev jeg prøveklud.

Efter tre km kom der et vindstød, som blæste mig af vejen. Jeg nåede ikke rigtig at forstå, hvad der skete. Det ene øjeblik lå jeg og ræsede afsted, det næste rodede jeg rundt ude på marken. Ikke overraskende droppede Frank at køre med pladehjul og højt forhjul.

Et par dage efter væltede hele holdet på en nedkørsel undtagen Karsten Kroon og jeg. Der var kaos. Det var et kæmpe styrt. Bobby Julich skyndte sig at finde sin cykel, men lige inden han hoppede op på cyklen, opdagede han, at sadlen var fløjet af i styrtet. Dermed afværgede han en potentiel ærgerlig situation ved at hoppe op på en cykel uden saddel.

Alle kom dog på cyklen igen, og nu skulle Frank Schleck bringes tilbage. Jeg blev kaldt tilbage. Den ene gruppe efter den anden kørte forbi. På et tidspunkt tænkt jeg ved mig selv, om jeg havde overset dem. Det havde jeg dog ikke. De kom sejlende hele banden i allersidste gruppe, forholdsvist langt efter.

Vi tog nu fat i opgaven med at lukke. Der kom en lidt længere stigning, hvor vi kom ret tæt på. Men på nedkørslen tog vi den lidt for gelinde. Når man lige har været nede at ligge, så er man altid lidt urolig på cyklen, og man sidder lidt for stift på den.

Dermed kan man ikke køre samme fart igennem svingene, som når man er ovenpå, og føler sig lidt udødelig. Billedet var det samme på de næste par stigninger, og dermed kom vi aldrig op.

Vi endte med at smide lidt over to minutter, da det sluttede med en nedkørsel mod mål. Stemningen i bussen var ikke ligefrem god. Bjarne var tavs på den sure måde. Jeg vil faktisk sige, at en lang olfert er at foretrække i forhold til den rungende tavshed, som en skuffet Bjarne kan præstere.

Efter en dag som denne kommer man frem til et lille fransk hotel, som først er ved at blive åbnet igen efter en lang vinter. Værelserne lugter indelukket. Varmen virker ikke, men til gengæld er pastaen blevet kogt ekstra længe. Den er faktisk blevet kogt så meget, at den ikke længere kan defineres som pasta.

Den kylling, man får serveret, er i hvert fald hundrede procent salmonellafri. Det blev den en lille halv time, inden den blev taget ud af ovnen. Ovenpå sådan et festmåltid forkæler man sig selv med en riskiks og et æble på værelset.

Der kan man et kort øjeblik tænke, hvad meningen er med det her. Jeg har lidt som et svin hele dagen, jeg har væltet, jeg har frosset, og jeg kan stadigvæk finde skidt inde i mit øre. Selv her fem timer efter etapen.

Det er netop alle disse ting, der gør Paris-Nice til et fedt løb. Som professionel cykelrytter vil du gerne rykke grænser. Det gør du i den grad i her. Det er et løb mange ryttere drømmer om at køre, så når du er der, ved du, at du hører til i toppen.

Når man går rundt nede på Promenade de Anglais i Nice efter at have fuldført løbet, er man godt brugt. Ja, man er faktisk fuldstændig færdig. Så færdig, at man på vej hen til bilen må give fortabt i at følge sin treårige datters ellers ret beskedne tempo.

Alligevel har man den bedste fornemmelse i kroppen. Ja, det er på en gang det værste møgløb og et sindssygt lirens løb. Nærmere kan jeg ikke komme det. 

Du kan følge Paris-Nice direkte på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.