Magnus Cort triumferer i Paris-Nice

Magnus Cort var hurtigst på onsdagens etape i Paris-Nice. Han kørte alene i mål på fjerde etape.

Magnus Cort angreb med knap en kilometer tilbage af onsdagens etape i Paris-Nice, hvorefter han kørte alene i mål. 

Danskerens angreb snød de tre ryttere, han sad i udbrud med:

  • Thomas De Gendt
  • Giulio Ciccone
  • Alessandro De Marchi

- Det var sejt kørt. Han overraskede både os og de andre ryttere, udbrød TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen under afgørelsen. 

Selv er Magnus Cort også begejstret for onsdagens sejr, der var hans første i 2019. 

- Det var ikke den oprindelige plan (at gå i udbrud, red.). Jeg følte mig stærk fra første kilometer, så jeg tænkte: "Hvorfor ikke prøve at komme i udbrud?". Så kom jeg med, og så var det selvfølgelig målet at være med i finalen.

- Det er fantastisk. Det er min første sejr (i år, red.), så jeg er meget glad, og jeg er sikker på, at holdet også er glad for, at sæsonen går meget godt. 

Efter onsdagens etape skifter den gule førertrøje ejermand. Dylan Groenewgen må aflevere trøjen videre til Michal Kwiatkowski. 

Klassementet efter fire etaper.
Klassementet efter fire etaper. Foto: TV 2 SPORT

Magnus Cort startede etapen i offensiven og gik i udbrud allerede efter ti kilometer af fjerde etape. Han kom afsted sammen med 12 andre udbrydere på en kuperet etape i Massif Central. Bornholmeren kæmpede ikke kun under etapens afslutning, det gjorde han også langt fra målstregen.

Faktisk blev danskeren sat på en stigning med cirka 40 kilometer til mål. Alligevel lykkedes det danskeren at kæmpe sig tilbage til den forreste gruppe, der blev mindre og mindre i takt med, at rytterne nærmede sig målstregen.

I afslutningen så Cort ud til at være den stærkeste af de fire ryttere, og efter det overraskende angreb med lidt under en kilometer tilbage kunne Cort køre alene over målstregen.

- Det er et stort resultat. Det er det virkelig, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen og uddyber: 

- Det er første gang i år, de virkelig strammer buen. Han rammer det eneste udbrud, der er mulighed for, efter han har udfyldt nogle andre roller på holdet de første dage. 

Magnus Cort angriber på den sidste kilometer af fjerde etape i Paris-Nice. Video: TV 2 SPORT

Magnus Cort endte med at krydse målstregen syv sekunder før Thomas De Gendt. 

Torsdag venter en enkeltstart på 25,5 kilometer. Løbet slutter søndag, når feltet kommer til Nice. Paris-Nice sendes direkte på TV 2. Se sendeplanen her.