Jeg jublede ikke, da jeg kørte over målstregen og vandt VM-medalje

16x9
Amalie Dideriksen er den eneste dansker, der har vundet VM på landevej for kvinder. Foto: Emil Hougaard / Scanpix Denmark

KLUMME. Hver måned giver landets bedste cykelrytter på kvindesiden, 22-årige Amalie Dideriksen, et indblik i sin usædvanlige hverdag.

Verdensmesterskaberne er banesæsonens absolutte højdepunkt. Fem dage med cykelløb i verdensklasse.

Sidste gang introducerede jeg det som mit næste store mål. Det blev præcis så begivenhedsrigt som forventet.

Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at få vejret

Amalie Dideriksen

Her kan I komme med ind i maskinrummet i min jagt på medaljer.

Did Not Finish

Mit VM startede på den værst tænkelige måde.

Et styrt spolerer min drøm om at gentage min medalje fra i fjor i disciplinen scracth. En disciplin, hvor reglerne er simple.

Det gælder om at komme først over stregen, når de – for kvindernes vedkommende – 10 kilometer er kørt. Det betyder, at der mod slutningen bliver kørt rigtig stærkt og rigtig tæt på banen.

Med cirka halvanden omgang tilbage trækker rytterne over mig længere ned i banen, og til sidst er der ikke plads til os alle. Det hele går hurtigt, og som det næste lå jeg på ryggen med ni andre ryttere rundt om mig.

Amalie Dideriksen styrter kort inden målstregen og tager feltet med sig. Video: Louise Lind

Mit hjelmvisir bliver revet af undervejs, og jeg ligger på ryggen med benene bukket op foran kroppen. Det føles som om, at al luften er blevet suget ud af mig. Inden jeg når på benene, er min træner, Martin Lollesgaard, og vores mekaniker Mads henne ved mig med min reservecykel. Desværre er det hele for sent, løbet er kørt og min chance for en medalje pist væk.

Der er dog et instinkt inde i mig, der gør, at jeg rejser mig op, får min cykel og triller videre. Jeg vil gennemføre. Jeg tror, det hele kommer fra mine omnium-løb, hvor hver en placering tæller, og jo hurtigere du kommer op og i mål, jo flere point får du.

Jeg får dog kun lov til at køre en omgang mere, og jeg mangler derfor blot 125 meter, da kommissærerne vælger at stoppe os. DNF. Did Not Finish. Ikke ligefrem det resultat, jeg havde håbet på.

Amalie Dideriksen

... vandt som den første dansker nogensinde det professionelle VM på landevej i 2016.

Med sine blot 20-årig blev hun samtidig den næstyngste kvindelige verdensmester i historien.

Året efter blev hun færdig som gymnasieelev. Siden har hun helliget sig cykelsporten på fuld tid.

I 2017 vandt hun VM-bronze på landevej, og i 2018 fik hun både en sølv- og en bronzemedalje med sig fra VM i banecykling.

I 2018 blev hun også europamester i parløb på banen og vandt det danske mesterskab på landevej.

Amalie Dideriksen er desuden fortaler for et WorldTour-løb på dansk grund.

En tur på hospitalet

Jeg bliver sendt gennem den såkaldte ”mixed zone”, men jeg går lige igennem. Jeg kan mærke, at jeg ikke er på toppen. På vejen får jeg vist lige sagt til TV2’s udsendte, at jeg kommer forbi lidt senere. Normalt går jeg direkte over og ruller af i 10-15 minutter, men denne gang går jeg direkte over i vores boks – Danmarks afspærrede område på inderkredsen.

Jeg tror ikke, han er så vant til at køre den ambulance, men han har det tydeligvis ret sjovt

Amalie Dideriksen

Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at få vejret, og jeg føler mig lidt ved siden af mig selv. Sammen med min træner og lægerne på banen beslutter vi, at jeg skal på hospitalet for at blive scannet og få tjekket, at der ikke er nogen brækkede ribben.

Jeg får klædt om og går med førstehjælpspersonalet ud i deres ambulance for at blive kørt på hospitalet. De er ikke så skarpe i engelsk, men såmænd flinke nok. De spørger, om vi skal tage den ”Polish style”.

Jeg får sagt ja, og i næste sekund sætter føreren udrykning på og kører med fuld knald ud på de polske landeveje. Jeg tror ikke, han er så vant til at køre den ambulance, men han har det tydeligvis ret sjovt.

Vi stopper ved det første hospital, men de har ingen røntgenmaskine, så vi kører videre til det næste. Jeg tror, chaufføren kan se på mig, at hans køretur ikke helt får mig til at få det bedre, så den næste foregår lidt mere stille og roligt.

Der er forventninger udefra, og så er der ens egne forventninger

Amalie Dideriksen

Efter nogle timer på hospitalet får jeg svar fra lægen:

- Not broken.

Igen er deres engelske ikke til den store forklaring, men det er fint for mig. Intet brækket betyder grønt lys for fortsat deltagelse ved VM.

Udfordrende forventninger

Som atlet er forventninger en del af jobbet. Der er forventninger udefra, og så er der ens egne forventninger. Begge dele kan være ret udfordrende.

Mine resultater er stille og roligt blevet bedre, og i takt med det er forventningerne steget fra år til år. Til VM i Apeldoorn (Holland) sidste år (2018) tog jeg to medaljer, sølv i omnium og bronze i scratch. Resultater, jeg er stolte af.

Det var mine første medaljer ved et senior bane-VM. Men de to medaljer skulle også gerne gentages i år. Både fordi, jeg synes, jeg er blevet stærkere, men også fordi jeg gerne ville bevise, at jeg er den rette til at køre disciplinerne.

Samtidigt fordi, det altid er federe at forbedre sit resultat fra de foregående år.

Sidste chance for metal

Efter den missede mulighed i scratch er sandsynligheden for det naturligt forværret.

To dage efter mit styrt i scratch starter omnium. På lidt smertestillende og med adrenalin i kroppen er ribbenene heldigvis ikke en alt for stor begrænsning.

Omnium er fire discipliner: scratch, tempoløb, udskilning og pointløb. Jeg kommer sikkert igennem scratch med en niendeplads. Ikke prangende, men det er dejligt at være i gang efter mit styrt og ’DNF’-mærkat to dage forinden.

Derudover bliver det til en fjerdeplads i tempoløbet og femteplads i udskilning. Og efter det afsluttende pointløb ender jeg samlet set på sjettepladsen.

Dideriksen får en sjetteplads i omnium ved bane-VM

I 2018 fik jeg sølv i omnium, så jeg havde helt klart håbet på og regnet med mere, men egentlig føler jeg, at jeg fik kørt et fint omnium. Jeg har noteret flere ting, jeg vil prøve at gøre anderledes og forbedre, så jeg er optimist for fremtiden.

Dagen efter mit omnium skal jeg i aktion igen. Denne gang med Julie Leth i parløbet. Sidste chance for at opnå mit mål om medalje.

Styrt på styrt på styrt

Aldrig har jeg oplevet så hektisk et parløb.

Denne gang skal rytteren fra New Zealand bæres væk på en båre

Amalie Dideriksen

Jeg føler ellers, at folk gennem World Cup-sæsonen stille og roligt er blevet bedre og mere erfarne i parløb, der trods alt er en ny disciplin for os kvinder, men det er som om, at alle fuldstændig har glemt, hvad de har lært. Det var i hvert fald rent kamikaze-kørsel adskillige gange.

Der skal heller ikke mere end seks omgange til, før der kom det første styrt…

Julie og jeg får egentlig en fin start og får skrabet lidt point sammen. Halvvejs inde i løbet er vi lidt efter podiet, men det er stadig muligt at opnå medalje med en god afslutning. Med 43 omgange tilbage bliver løbet skudt af. Der har været endnu styrt, og denne gang skal rytteren fra New Zealand bæres væk på en båre. Det er derfor for farligt, at vi kører videre (jeg har senere fået at vide, at hun er okay).

Jeg jubler ikke, da jeg kører over målstregen, og jeg ved ikke helt hvorfor

Amalie Dideriksen

Styrtet giver løbet et par minutters pause. Vi får alle lidt vand og mulighed for at snakke sammen med vores landstræner, Mathias, der står og guider os på sidelinjen. Jeg får sagt til Mathias, at jeg synes, vi skal prøve at komme mere på forkant af spurterne, for italienerne og hollænderne er virkelig hurtige.

Løbet bliver hurtigt startet igen. 45 omgange fra mål. Alle har fået en puster, så igen er det fuld spurt. Sådan føles det egentlig hele vejen. Julie og jeg forsøger flere gange at angribe, men først med 18 omgange tilbage kommer vi afsted.

Og vi gør mere end det. Vi vinder de sidste to spurter og kører os derved på podiet. Vi får kørt os til en bronzemedalje – så fedt! Det er dejligt at slutte af med en VM-medalje.

Amalie Dideriksen og Julie Leth sikrede deres første VM-medalje i parløb efter en flot afslutning på løbet i Polen.

Forløsning – men ingen jubel

Alligevel jubler jeg ikke, da jeg kører over stregen. Jeg ved ikke helt hvorfor, for vi har jo lige vundet en VM-medalje, som er kæmpe stort! Måske er det fordi, vi jo var i udbrud, da løbet sluttede, og havde vi taget en omgang, havde det været en sølvmedalje.

Blå bog

Navn: Amalie Dideriksen

Alder: 22 (24/5-1996)

Bor: Amager

Hold: Boels-Dolmans Cycling Team

Tidligere: Amager Cykle Ring

Landevejsresultater: Verdensmester i landevejscykling i 2016, bronzevinder i 2017 og danmarksmester i 2018

Baneresultater: VM-sølvvinder i omnium og bronzevinder i scratch i 2017 og sammen med Julie Leth europamester i parløb i 2018 og VM-bronzevinder i 2019

Men der går ikke lang tid, før jeg bliver glad og stolt. Efter at have set løbet igen (og igen), tror jeg, at en bronzemedalje var det optimale resultat, vi kunne få den dag. Både hollænderne og australierne kørte et utroligt flot løb. Men jeg tror også på, at når vi får justeret de fejl, vi laver igennem løbet, og optakten er perfekt, så kan vi præstere endnu bedre.

Bronzemedaljen var en forløsning på en lang optakt, utallige rejsedage, mange træningstimer, min uheldige VM-start, og min egen og andres medaljeforventninger.

Jeg glæder mig over at have vundet en VM-medalje mere - og så endda i en ny og spændende OL-disciplin. Og jeg glæder mig over at vinde den sammen med Julie. Julie var en del af det hold, der hjalp mig til landevejs VM-guld i Qatar i 2016. Så det var fedt at være en del af det team, der var med til at vinde Julies første VM-medalje.

VM er samtidig afslutningen på første halvdel af OL-kvalifikationen, og lige nu fører vi (Danmark) UCI’s olympiske parløbsrangliste – den liste, der afgør om vi kommer til OL i Tokyo i 2020. Det er dejligt, at vi har fået en god start på vejen mod Tokyo, og jeg glæder mig allerede til næste banesæson.

Her lidt over to uger efter styrtet, kan jeg næsten sove på begge sider efter mit styrt i scratch. Det bliver bedre dag for dag, så jeg tror heldigvis, jeg kan igen snart!

Nu kalder landevejssæsonen. Jeg starter i Holland!

Jeg håber, du nød læsningen :-)

Amalie