Fuglsang dedikerer stor sejr til afdød holdkammerat

Jakob Fuglsang dedikerer sin etapesejr på 5. etape af Tirreno-Adraitico til Michele Scarponi, der mistede livet i en trafikulykke for to år siden.

Søndagens triumf i det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico var en helt speciel sejr for Jakob Fuglsang.

Etapesejren kom nemlig i hus tæt på hjemstavnen til hans tidligere holdkammerat Michele Scarponi, der på tragisk vis omkom på en træningstur for to år siden, da han blev kørt ned af en varevogn. 

- Det her var en sejr til Michele Scarponi. Hans kone var her til starten, og jeg så mange fans derude på den sidste stigning, der heppede. Allerede i går tænkte jeg på, om jeg kunne vinde for ham. Det her er hans region, og jeg tror, at Tirreno var et af hans favoritløb, siger Jakob Fuglsang ifølge Cyclingnews.com.

Lørdag vandt Alexey Lutsenko 4. etape i selvsamme løb. Den kasakhstanske rytter var på vej mod en solosejr efter et angreb langt fra mål, inden han styrtede to gange. Lutsenko blev hentet af tre forfølgere, men vandt alligevel spurten til sidst.

Planlagt angreb

Søndag var planen, at det stærke Astana-hold igen skulle forsøge at angribe løbet ude fra.

- Vi planlagde at prøve noget tilsvarende i går. At vente til finalen ville nok blive svært. Så vi forsøgte at gøre det samme som i går, og i dag var det min tur til at køre fra afstand. Heldigvis fungerede det, siger danskeren.

Med etapesejren rykkede Jakob Fuglsang op på tredjepladsen i den samlede stilling, hvor han er 35 sekunder efter Adam Yates i førertrøjen. Der resterer to etaper af Tirreno-Adriatico.