52-årigs drøm om Paris-Roubaix bristet

16x9
Sådan så det ud, da Andrea Tafi kørte først over målstregen på velodromen i Roubaix i 1999. Foto: Olivier Morin / Scanpix Denmark

Veteranen Andrea Tafi har pådraget sig sit første brud nogensinde. Han skyder skylden på skæbnen.

Et styrt får fatale konsekvenser for Andrea Tafi, som har brækket kravebenet.

Bruddet når ikke at hele inden Paris Roubaix i april, og derfor misser italieneren sit drømmeløb.

- Måske er det skæbnebestemt, at jeg ikke skulle køre Paris Roubaix en sidste gang. Utroligt nok er det mit første brud nogensinde, siger han til Cyclingnews.

Den 52-årige cykelveteran, der vandt løbet i 1999, så ellers ud til at indfri sin drøm om at køre 2019-udgaven af den franske brostensklassiker.

Fortryder intet

I interviewet fortælller Andrea Tafi, at han havde fået en aftale i stand med den internationale cykelunion (UCI) og Paris Roubaix-arrangør ASO om at køre fem minutter foran det professionelle felt.

Jeg har ofret fem måneder af mit liv på at træne hårdt

Andrea Tafi, cykelveteran

Det skulle Tafi forsøge at holde bag sig, mens han modtog folkets hyldest i en fejring af hans sejr for 20 år siden. Men det bliver der altså ikke noget af.

- Det er en skam, men livet fortsætter, lyder det fra Andrea Tafi.

- Jeg har ofret fem måneder af mit liv på at træne hårdt. Jeg var klar, men nu kan jeg bare slikke sårene og se fremad. Jeg fortryder ikke.

Paris Roubaix er en af cykelsportens fem monumenter. Det bliver kørt 14. april og vises på TV 2.