Her starter Tour de France næste år - fed nytænkning, siger Chris Anker

16x9
Allerede på 2. etape i Tour de France 2020 er der bjerge på programmet. Foto: MARCO BERTORELLO / Ritzau Scanpix

Tour de France starter i Frankrig i 2020, og allerede på 2. etape er der bjerge på programmet.

I februar stod det klart, at Danmark bliver vært for Tour de Frances start, Grand Départ, i 2021, og nu er der også sat navn på startområdet til verdens største cykelløb næste år.

Det var allerede bestemt, at starten skulle gå i Frankrig, og mandag offentliggjorde Tour-arrangøren ASO så den sydfranske by Nice som startby.

1. etape i Touren 2020 har både start og mål i Nice.
1. etape i Touren 2020 har både start og mål i Nice. Foto: ASO

1. etape både starter og slutter i Nice. Der skal køres tre omgange på en kuperet strækning før finalen, som er flad.

- Mens rytterne bliver tvunget til at stå op i pedalerne med det samme, er de tre omgange på rundstrækningen designet sådan, at det bør ende med en massespurt, lyder det i beskrivelsen fra ASO.

Vinderen af 1. etape, som iklæder sig den gule førertrøje, kommer på hårdt arbejde i bestræbelserne på at forsvare den dagen efter. 2. etape køres også fra Nice til Nice, men byder på tre store stigninger.

2. etape i Tour de France 2020.
2. etape i Tour de France 2020. Foto: ASO

- På etapens 190 kilometer skal rytterne tackle Col de la Colmaine, Col de Turini og Col d'Ezet; en benhård kamp mellem bjergrytterne allerede på løbets anden dag, lyder det.

I år starter Tour de France i Belgien.

Fed nytænkning, siger Chris Anker

Tilbage i 2013, hvor Touren startede på Korsika, var der også en bjergetape på andendagen, men der var tale om stigninger i kategori 2 og 3.

2. etape i Tour de France 2020 er dog på papiret sværere og bliver af TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen kaldt en "helt anden start" end normalt.

De første to etaper i Tour de France 2020.
De første to etaper i Tour de France 2020. Foto: ASO

Han kørte ikke selv Tour de France, da det startede på Korsika, men var med i optakten sammen med Saxo-Tinkoff-holdet.

- Jeg kan huske det stress, der var på vores hold på grund af Korsika-starten. Vi var på træningslejr der for at forberede os på, hvor led den etape kunne blive, siger han.

- Det stressede tidligt i sæsonen, og der blev snakket meget om det.

Dengang endte det dog knap så dramatisk, da sprintere som Peter Sagan og Edvald Boasson Hagen kunne sidde med i finalen.

Men ifølge Chris Ankersen er næste års 2. etape endnu hårdere.

- Man skal være klar fra start. Det er meget fed nytænkning, siger han.

- Alle de gange, jeg kan huske, har der i første uge været tidskørsler og andre etaper, som var vigtige, men aldrig rigtige bjerge på programmet. Man har kunnet køre sig ind i løbet uden at være fuldstændig skarp fra start.

Han bruger Carlos Sastres sejr i Tour de France i 2008 som eksempel, hvor spanieren i løbet af de tre uger på de franske landeveje og bjerge kørte sig i bedre og bedre form.

- Men med den her rute kan det virkelig skabe ravage, hvis du er skidt kørende. Ser man svaghedstegn, kan man ændre løbet.