Bjarne Riis kalder ny Sky-ejers budget 'voldsomt'

16x9
Til venstre: Team Skys direktør Sir Dave Brailsford og stjernerytteren Chris Froome. Til højre: Bjarne Riis. Foto: Eric Gaillard, Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Den danske holdejer glæder sig over, at det lykkedes det britiske storhold at finde en ny ejer.

Fra 1. maj er det slut med Team Sky. I stedet skal cykelseere og -elskere vænne sig til navnet Team INEOS.

Den britiske kemikalievirksomhed har overtaget ejerskabet af det britiske storhold, der siden 2012 har vundet verdens største cykelløb, Tour de France, seks gange i syv forsøg.

En god nyhed for holdet og for cykelsporten generelt, mener Bjarne Riis, der i sin tid hos Saxo-Tinkoff konkurrerede med briterne.

- Jeg synes jo, at Team Sky igennem rigtig, rigtig mange år har domineret cykelsporten og været med til at sætte tonen og takterne. Den udvikling, som de har været igennem, tror jeg på, har været vigtig for cykelsporten. De har igennem nytænkning løftet standarden, siger Bjarne Riis til TV 2 SPORT.

Bjarne Riis arbejder lige nu sammen med rigmanden Lars Seier på at skabe sit eget hold hos Team Waoo, der med tiden skal køre på cykelsportens øverste scene.

Rigtig mange penge

Såvel størrelsesmæssigt som økonomisk er der milevidt fra Riis' hold til Team INEOS.

Ifølge flere britiske medier har Team Sky kørt med et årsbudget på 300 millioner kroner, men nu skriver mediet Sky News, at INEOS, der er ejet af Storbritanniens rigeste mand, Sir Jim Ratcliffe, er klar til et budget på omkring 350 millioner.

Sir Jim Ratcliffe er stifter og ejer af INEOS, der overtager ejerskabet af Team Sky.
Sir Jim Ratcliffe er stifter og ejer af INEOS, der overtager ejerskabet af Team Sky. Foto: Toby Melville / Ritzau Scanpix

- Det er jo rigtig mange penge. Det tror jeg, vi alle kan blive enige om. De havde allerede et voldsomt budget i forvejen, og at de så får det øget væsentligt, er ret imponerende. Det er voldsomt, hvis man kan sige det sådan. Det er spændende, hvordan de forvalter pengene, og hvordan de styrker sig, som man formoder, de har tænkt sig, siger Bjarne Riis.

66-årige Sir Jim Ratcliffe, der selv har en stor passion for cykling som motionscykling, skulle have en formue på omkring 200 milliarder.

Debat om dominans

Team Sky blev grundlagt i 2009 og gjorde sit indtog i cykelsporten året efter.

Det var dog først i 2012, at Team Sky for alvor slog sit navn fast med Sir Bradley Wiggins' sejr i Tour de France. Nu står holdet noteret for seks Tour-sejre.

Er det godt, at de kan komme til at dominere endnu mere?

- Det kommer der sikkert en gevaldig debat om, og mon ikke det her også er med til, at UCI (den internationale cykelunion, red.) på et tidspunkt formentlig kommer til at indføre lønlofter, som der også har været tale om. Det skulle ikke undre mig. Det er der også delte meninger om. Jeg har ikke en generel holdning til det som sådan. Jeg vil tro, at der er mange, der vil sige, at de har fået for mange penge, men jeg vil ikke andet end at sige tillykke, siger Riis.

Bør vinde flere typer løb

Udover Tour-sejrene er det blevet til én sejr i Giro d'Italia og Vuelta a España, mens holdet to gange har vundet et af cykelsportens monumenter, nemlig Liège-Bastogne-Liège og Milano-San Remo.

Bjarne Riis forventer nu, at holdet med et endnu større budget kommer til at dominere cykelsporten bredere.

- De har domineret Tour de France de seneste mange år, men jeg synes ikke, de har domineret cykelsporten som sådan. Jeg mener absolut, at et hold med sådan et budget ikke bør være så langt fra podiekampen i Vueltaen, som de eksempelvis var sidste år. De er heller ikke stærke i klassikerne, og det forventer jeg absolut, at de kommer op på nu.

Team Skys historie
2008
Små spæde skridt i 2008
Britisk cykling kom for alvor på verdenskortet, da Storbritannien leverede flotte resultater på hjemmebane i London i 2008. Her vandt de medaljer på stribevis på banen – otte af guld, fire af sølv og to af bronze.
 
Forinden havde tv-stationen Sky været på udgik efter en sportsgren, som de kunne kaste penge efter i form af en sponsoraftale. Storbritanniens OL-præstation fik dem overbevist om, at cykling var den rette sport.
2009
Målet er at vinde Tour de France
En smilende Dave Brailsford, da han præsenterede holdet. Eddie Keogh / Scanpix Denmark
I 2009 smed Sky omkring 112 millioner danske kroner efter sit cykelhold, og ambitionerne var store allerede dengang.
 
- Målet er at vinde Tour de France med en britisk rytter, sagde Sky-manager Dave Brailsford i februar 2009.
2010
Tour-debut i 2010
Holdet begyndte at køre løb fra 2010-sæsonen. Her stillede de op på cyklingens største scene, World Touren. Sky havde samlet 26 ryttere til sit hold. Otte af dem var briter – heriblandt de senere Tour de France-vindere Bradley Wiggins, Chris Froome og Geraint Thomas.
 
Cykelholdets første løb i Australien gav en god indikation af, hvad fremtiden ville bringe. Sprinteren Greg Henderson vandt nemlig løbet.
 
Senere på året fik holdet debut i en af de tre store Grand Tours, da de stillede op i Giro d’ Italia. Her vandt Bradley Wiggins løbets prolog og kunne derfor iklæde sig løbets førertrøje, som han dog måtte give fra sig igen på etapen efter.
 
Holdet fik også sin Tour de France-debut i 2010. Wiggins sluttede på en 24. plads, mens en ung Geraint Thomas kørte fire dage i den hvide ungdomstrøje.
2011
Første store sejre på World Touren
Alessandro Garofalo / Scanpix Denmark
2011 blev året, hvor Sky for alvor hentede store resultater. Holdet vandt blandt andet Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Bayern Rundfahrt, Criterum du Dauphine, Post Danmark Rundt, Eneco Tour og Paris-Bourges.
 
I Vuelta a Espanas 2011-udgave fik Sky virkelig vist sig frem, da Chris Froome og Bradley Wiggins tog sig af den samlede anden- og tredjeplads. Samme år annoncerede Sky, at den daværende britiske supersprinter Mark Cavendish ville komme til holdet sæsonen efter.
2012
Første Tour-sejr i 2012
Carl Court / Scanpix Denmark
I 2012 blev holdets ambition om at vinde Tour de France så til en realitet. Bradley Wiggins blev den første britiske vinder af løbet, og holdkammeraten Chris Froome blev nummer to.
 
Derudover vandt holdet løb som Paris-Nice, Romandiet Rundt, Criterum du Dauphine og Gran Piemonte. Samtidig blev Bradley Wiggins olympisk mester i enkeltstart.
2013
Froome vandt sin første Tour-sejr
Chris Froome sikrede Team Sky en samlet sejr i Tour de France i 2013, imens det også blev til sejre i Paris-Nice, Critérium International, Romandiet Rundt og Tour of Britain.
2014
Wiggins blev verdensmester
Jaime Reina / Scanpix Denmark
I 2014 skiftede holdet navn fra Sky Procycling til Team Sky. Holdet startede året ud med at vinde Omloop Het Nieuwsblad samt Coppi e Bartoli
 
Senere på året blev det også til sejre i Californien Rundt og Romandiet Rundt. Chris Froome måtte udgå i Touren på grund af en skade og forsvarede dermed ikke sin titel. Han kom dog tilbage i Vueltaen, hvor han blev nummer to - kun slået af Alberto Contador.
 
Bradley Wiggins vandt desuden verdensmesterskabet i enkeltstart. 
2015
Kiryienka dominerede på enkeltstarten
Bryn Lennon / Scanpix Denmark
I 2015 fik holdet en af sine bedste begyndelser på en sæson, da de fik en stribe top-fem-placeringer samt sejre i Ruta del Sol, Andalusien Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og Paris-Nice.
 
Chris Froome vandt igen Tour de France, imens hviderusseren Vasil Kiryienka både blev europa- og verdensmester i enkeltstart.
2016
38 sejre i 2016
2016 blev et succesrigt år med Team Sky, hvor de hentede 38 sejre. Chris Froome vandt igen Tour de France, og det blev samtidig til sejre i E3 Harelbeke, Liége-Bastogne-Liége og Criterum du Dauphiné.
2017
Froome vandt Vueltaen
JOSE JORDAN / Scanpix Denmark
2017 bød blandt andet på sejre i Tour de France og Vuelta a Espana til Chris Froome, imens Strade Bianche, Paris-Nice og Milano-Sanremo.
 
I slutningen af 2017 kom det frem, at Chris Froome under sin Vuelta a España-triumf i år afleverede en dopingprøve med en for høj koncentration af stoffet Salbutamol, som findes i astmamedicin.
2018
Team Sky trækker sit sponsorat
Team Sky fortsatte Tour-dominansen i 2018, men denne gang var det overraskende Geraint Thomas, der vandt det store franske etapeløb. Derudover blev det blandt andet også til sejre i Tirreno-Adriatico og Giro d'Italia.
 
Chris Froome kunne stille til start i Tour de France, da han var blevet frikendt for brug af stoffet Salbutamol, som findes i astmamedicin.
 
12. decemeber 2018 meddelte Sky, at de trak sit sponsorat efter 2019-sæsonen, og at holdet derfor skulle finde en ny, hvis de fortsat skal blive ved med at eksistere.
2019
Team Sky får ny sponsor
Efter beskeden i 2018 fortsatte holdet ufortrødent i 2019, hvor det er blevet til sejre i Herald Sun Tour og Paris-Nice.
 
19. marts offentliggør holdet på sin hjemmeside, at firmaet INEOS, der er ejet af Storbritanniens rigeste mand Sir Jim Ratcliffe, overtager ejerskabet. Fra 1. maj kommer holdet til at køre under navnet Team INEOS.