Dansk Sky-chef: - Vi havde så mange tilbud, at vi måtte vælge

16x9
Carsten Jeppesen siger, at der var flere mulige storsponsorer til at overtage for Sky. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Cykelholdet Team Sky havde flere tilbud fra nye hovedsponsorer. Valget faldt på kemikalievirksomheden INEOS, som allerede overtager senere i år.

Cykelfans skal vænne sig til, at Team Sky fra 1. maj skal hedde Team INEOS.

Carsten Jeppesen er ansat på Team Sky som teknisk direktør. Siden det i december sidste år blev meldt ud, at Sky trak sit sponsorat fra 2020, har han været med i forløbet om at finde en ny sponsor. Og ifølge danskeren har der været flere bejlere end bare INEOS.

- Vi havde så mange tilbud, at vi måtte vælge, så vi har været fortrøstningsfulde hele vejen igennem. Det er dejligt at kunne melde det ud så tidligt, så rytterne og personalet ikke bliver nervøse for fremtiden, siger Carsten Jeppesen til TV 2 SPORT.

Det er INEOS’ ejer, Sir Jim Ratcliffe, der har valgt at gå ind i cykelsporten med sit sponsorat af holdet. Selvom Skys aftale løb indtil slutningen af i år, så var Ratcliffe ivrig efter at overtage holdet med det samme. Det har dog ikke indflydelse på holdets ambitioner og økonomi for denne sæson.

- Vi havde regnet med, at det nye sponsorat skulle være fra januar 2020, men Jim var klar til at overtage så hurtigt som muligt. Sponsoratet kommer ikke til at ændre noget i 2019, siger Carsten Jeppesen.

Men kan det se anderledes ud i 2020?

- Det kunne det godt. Hvis vi gør det godt, så er det nemmere at få lidt mere budget. Sådan har det også været med Sky. Der har været en grund til, at vi har haft lidt ekstra at gøre med. Det er jo, fordi vi har haft succes, siger Carsten Jeppesen.

Danskeren har været på Team Sky, siden holdet blev lavet for ti år siden. Han er teknisk direktør og arbejder med cykelholdets udstyr.

Personligt glæder han sig over, at INEOS har valgt at investere i det nuværende Sky.

- Jeg blev hyret af Sky til at være med til at sætte holdet op i 2009, og vi begyndte at køre i 2010. Det har været en fantastisk rejse, og nu er jeg også klar til nye udfordringer, og det tror jeg, at der er store muligheder for her, siger Carsten Jeppesen.

Team INEOS’ første løb bliver Tour de Yorkshire, der køres fra 2. maj.