Jakob Fuglsang har en særlig grund til at glæde sig over ny Sky-ejer

16x9
Jakob Fuglsang glæder sig over INEOS' sponsorat af Team Sky. Foto: Philippe Lopez / Scanpix Denmark

Jakob Fuglsang er tilfreds med, at INEOS tager over for Sky. Nu undgår han at skulle kæmpe om en ny kontrakt med Skys nuværende stjerner.

Danske Jakob Fuglsang nyder stor succes lige nu. Tirsdag sluttede han på tredjepladsen i Tirreno-Adriatico og kalder selv sin sæsonstart for den bedste i sin karriere indtil videre.

Et andet sted i cykelverden annoncerede firmaet INEOS tirsdag, at de bliver ny hovedsponsor for det nuværende Team Sky.

Det betyder, at Skys ryttere også har et hold til næste sæson - og dermed er Jakob Fuglsang fri for at kæmpe med dem om en ny kontrakt på et cykelhold, når hans egen kontrakt udløber efter sæsonen.

- For mig ville det være en dårlig nyhed, hvis Sky lukkede, og der var 30 superstjerner fra Team Sky, der skulle ud og finde nyt hold, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

Tror på ny kontrakt

Selvom han lige nu ikke har fremtiden på plads, så er Jakob Fuglsang ikke bekymret for at skulle mangle et hold til næste år.

- Jeg tror ikke, at det bliver noget problem at finde en kontrakt. Det er ikke noget, som bekymrer mig, og jeg tror selv på, at jeg kunne være interessant for mange hold, siger Jakob Fuglsang.

I 2019-sæsonen har Jakob Fuglsang virkelig fået vist sig frem på den store cykelscene. I februar vandt han det spanske etapeløb Vuelta a Andalucia.

Og han har fortsat succesen i marts måned ved at blive nummer to i det italienske endags-løb Strade Bianche, mens han tirsdag sluttede som nummer tre i det samlede klassement i etapeløbet Tirreno-Adriatico. 

’Sponsorater kan betale sig’

INEOS håber også på succes. De overtager et hold, der har vundet Tour de France de seneste fire år i træk, og som igen i år er favoritter til at vinde.

Deres indtog på den internationale cykelscene er godt for sporten, mener Jakob Fuglsang.

- Det er selvfølgelig fedt, at der stadigvæk er folk, der er interesserede i at støtte op om cykelsporten, og at sponsorater i cykelsporten er noget, der kan betale sig, siger Jakob Fuglsang.

Hos Team Sky er der også stor tilfredshed med, at kemikalievirksomheden INEOS nu fører Team Sky videre fra 1. maj, hvor holdet skifter navn.

- INEOS’ satsning er ikke for sjov - det er ’business’. Det har vi også været vant til med Sky, og det er sundt. Der er ting, vi som cykelhold skal leve op til. Det her er seriøs ’business’ og skal give mening for sponsoren - de skal have noget ud af det, siger Carsten Jeppesen, der er teknisk direktør hos Team Sky.

Team Sky har haft cykelsportens største budget de sidste år, og rygterne går på, at INEOS vil forøge cykelholdets budget.

Bjarne Riis, der er tidligere holdejer af cykelholdet Team Saxo Bank, har været skuffet over Skys præstationer med tanke på deres budget. Han mener, at Sky burde have leveret bedre i flere af de løb, de har stillet op i. Men han forventer, at det nu kommer til at ske med INEOS som ejer.

- I forhold til det budget, de har haft, havde jeg egentlig forventet, at de var mere med i forhold til så mange andre hold. Det synes jeg egentlig ikke, de har. De har domineret Tour de France de seneste mange år, men jeg synes ikke, de har domineret cykelsporten som sådan. De er heller ikke stærke i klassikerne, og det forventer jeg absolut nu, at de kommer op på, siger Bjarne Riis.

Jakob Fuglsang kører sit næste cykelløb den 8. april til Baskerlandet Rundt.