Fransk stjerne valgt fra: - Touren kommer til at savne mig

16x9
Pierre Rolland har siden 2016 kørt på Team EF Education First-Drapac p/b Cannondale, men skrev en toårig kontrakt med Vital Concept til denne sæson. Foto: Luk Benies / Scanpix Denmark

Vital Concept kommer ikke med i årets Tour de France, og den nyhed har ramt holdet hårdt.

Fredag blev for nogle en glædens dag, mens det for blandt andre Vital Concept-mandskabet blev lige det modsatte.

Her tildelte Tour de France-organisationen (ASO) de sidste to wildcards til årets Tour de France til de franske hold Direct Energie og Team Arkea – Samsic og så dermed bort fra Vital Concept og franske profiler som Pierre Rolland, Bryan Coquard og Cyril Gautier.

- Det her er en barsk nyhed for hele holdet, medarbejdere og ryttere. Vores 50 ansatte, vores partnere og sponsorere kan ikke forstå, at vi ikke kommer til at deltage i juli, skriver det franske hold i et statement.

Det er andet år i træk, at prokontinentalholdet ikke får en invitation til det løb, som alle franske hold stræber efter. Det kommer i år til at gå ud over den franske stjerne Pierre Rolland, som har to Tour de France-etapesejre på CV’et.

Den 32-årige klatrer skiftede i denne sæson til Vital Concept-mandskabet og håbede i den forbindelse på, at han kunne komme med i Touren via et wildcard. Det skete ikke, og den nedslående besked har også ramt den populære franskmand.

- Touren kommer til at savne mig, lyder det kortfattet fra Pierre Rolland til France Bleu.

Holdets store stjerne holder i øjeblikket en mindre pause fra landevejene på grund af et ømt håndled. Det var dog ikke håndleddet, han bekymrede sig mest om fredag. Fravalget fyldte det hele for den populære franskmand.

- Jeg føler mest skuffelse. Touren er det største på året, og vi vil alle deltage og vil forsøge at skinne. Det kommer til at tage mig adskillige dage til at acceptere det, men jeg er nødt til at acceptere det, fordi det er realiteten, siger han.

Pierre Rolland kørte sig ind i hjerterne på franske cykelfans, da han vandt etapen til Alpe d' Huez i Tour de France 2011.
Pierre Rolland kørte sig ind i hjerterne på franske cykelfans, da han vandt etapen til Alpe d' Huez i Tour de France 2011. Foto: Denis Balibouse / Scanpix Denmark

Rolland og hans hold giver dog ikke op. Mission Tour de France 2020 er allerede i gang.

- Efter et år og tre måneder i feltet har vi vist vores niveau og bevist, at vi kan være de næste Tour de France-deltagere. Efter ASO’s rådgivning hentede vi stærke og erfarne klatrere og allround-ryttere til holdet, men det var åbenbart ikke nok.

- Det er hårdt at sluge. Vi vil fortsætte med at skabe store resultater og hente point til den næste sæson, skriver holdet.

Tour de France begynder den 6. juli i Bruxelles.