- Jeg har ikke noget at skulle bevise, siger Thomas om Tour-forsvar

16x9
Geraint Thomas vandt 2018-udgaven af Tour de France. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Romandiet Rundt sidste år blev vendepunktet for Geraint Thomas. Igen i år kører han løbet som optakt til Tour de France i juli.

Geraint Thomas ville elske at gentage sidste års bedrift, men han kommer ikke til at tænke, at han skal vinde Tour de France.

Det fortæller waliseren i BBC's cykelpodcast 'BeSpoke', hvor han også gør det klart, at han føler et mindre pres efter triumfen i fjor.

- Jeg har gjort alt, jeg nogensinde ønskede at gøre. Det betyder ikke, at jeg er mindre motiveret, jeg føler bare ikke, at jeg har noget at skulle bevise, siger Geraint Thomas.

Thomas må igen i år - sammen med holdkammeraten Chris Froome, selvfølgelig - ses som favorit til Tour-titlen. Men den 32-årige rytter nævner også en anden holdkammerat.

- Jeg er stadig fast besluttet på at vinde igen, men hvis ikke jeg gør, så gør forhåbentlig Froomey eller Egan (Bernal). Det hele vil udspille sig på vejen ligesom sidste år, siger Thomas i podcasten.

- Jeg føler, i hvert interview, at folk taler om Froomey og mig, og hvem der vinder, men der er mange andre gode ryttere, der gør det godt i øjeblikket.

Vendepunktet i Romandiet

Geraint Thomas påbegyndte vintertræningen i november - tre uger senere end sidste år.

Maveproblemer tvang ham til at stå af på fjerde etape af Tirenno-Adriatico i marts, og han måtte også afbryde en træningslejr på Tenerife på grund af dårligt vejr.

Men han kørte Baskerlandet Rundt i sidste uge og intensiverer forberedelserne frem mod Tour de France med Romandiet Rundt om to uger.

- Romandiet var ikke den bedste tid for mig sidste år, men det var dét, der gav mig et spark i røven til at klø på og virkelig skubbede mig frem mod Touren.

- Jeg forsøger at ankomme til Touren i bedst mulig form, helt og aldeles fordi jeg vandt sidste år, ellers havde jeg nok rettet blikket mod Giroen, lyder det fra Geraint Thomas i 'BeSpoke'.

Waliseren fortalte i februar, at han ikke ville stille til start i årets udgave af Giro d'Italia.

Med sejren i Tour de France sidste år blev Geraint Thomas den tredje brite til at vinde verdens største cykelløb. Først var Bradley Wiggins efterfulgt af Chris Froome.

Tour de France begynder 6. juli. Romandiet Rundt begynder 30. april. Du kan se begge løb på TV 2's kanaler.