Fuglsang skal regnes blandt favoritterne, siger ekspert før Amstel

16x9
Jakob Fuglsang skal regnes blandt de helt store favoritter til søndagens Amstel Gold Race, mener Chris Anker Sørensen. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen har store forventninger til Jakob Fuglsang og Astana ved søndagens Amstel Gold Race.

Amstel Gold Race kan ses direkte fra 14.35 på TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY.

Søndag køres Amstel Gold Race som den første af de tre Ardennerklassikere, der også består af Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège.

En af de danskere, der er til start, er Jakob Fuglsang, som har haft en stærk sæsonstart med en samlet sejr i Ruta del Sol, en etapesejr i Tirreno-Adriatico og senest en samlet fjerdeplads i Baskerlandet Rundt, hvor han ellers nåede at blive hyldet på podiet som nummer tre.

- Han bliver spændende at følge, for han har senest i Baskerlandet Rundt kørt vanvittig godt. Han har kørt godt i Amstel tidligere og var en kraftig årsag til, at Valgren vandt sidste år. Han er helt sikkert en af dem, man skal regne med blandt favoritterne, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

Astana kommer til start i det hollandske løb med et profilstærkt mandskab. Udover Jakob Fuglsang stiller holdet også op med Alexey Lutsenko, Izagirre-brødrene og Luis León Sánchez.

De mange profiler på samme hold kan både vise sig at være en ulempe, men også en fordel for den danske klatrer.

- De kommer til at sidde mange i finalen. Det kan blive Jakobs fordel, fordi han kan køre afsted, og så sidder de andre og kan bakke af for ham.

- Valgren skal få troen tilbage

Sidste års vinder af Amstel Gold Race, Michael Valgren, har mulighed for at forsvare sin titel søndag. Thyboen har dog haft et vanskeligt forår præget af sygdom, og derfor tvivler Chris Anker Sørensen også på, at Valgren får lov til at gentage sidste års triumf.

- Valgren er selvfølgelig forsvarende vinder, men han har ikke haft det forår, man kunne have drømt om. Sidste år havde han haft noget bedre resultater op til Amstel, så jeg tør ikke helt tro på, at han kan vinde det. Men han skal nok køre et ganske pænt løb.

- Det vigtigste for ham er at få troen tilbage, for han er ramt på selvtilliden. Men det er helt klart en rytter, alle holder øje med, fordi han kører med nummer et på ryggen og er den forsvarende vinder, siger Chris Anker Sørensen.

Sådan så det ud, da Michael Valgren sidste år tog karrierens største sejr i Amstel Gold Race.
Sådan så det ud, da Michael Valgren sidste år tog karrierens største sejr i Amstel Gold Race. Foto: Marcel Van Hoorn / Ritzau Scanpix

I alt seks danskere er til start ved søndagens Amstel Gold Race. Udover Jakob Fuglsang (Astana) og Michael Valgren (Dimension Data) stiller også Lars Bak (Dimension Data), Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott), Mikkel Honoré (Deceuninck - Quick Step) og Søren Kragh Andersen (Team Sunweb) til start i løbet.