- Vi har et kæmpe pres på os, siger Lars Bak om unik trio

Dimension Data stiller op til Amstel Gold Race med de tre ryttere, der kom på podiet i 2018.

Lars Bak har en hård dag i sigte, når Amstel Gold Race sættes i gang.

Som hjælperytter på Dimension Data skal Bak være med til at køre nummer et, to og tre fra sidste år i stilling til endnu et topresultat. De er nemlig alle sammen skiftet til holdet inden denne sæson.

  1. Michael Valgren (kørte for Astana)
  2. Roman Kruziger (kørte for Mitchelton-Scott)
  3. Enrico Gasparotto (kørte Bahrain Merida)

- Vi er fire mand, som skal hjælpe de tre mand der. Vi er topmotiveret til det, og de blev nummer et, to og tre sidste år, så vi har et kæmpe pres på os. Vi skal hjælpe dem så godt som muligt, så en af dem forhåbentlig vinder, siger Lars Bak til TV 2 SPORT.

Den unikke trio skiller sig ikke kun ud ved, at de alle var på podiet i Amstel Gold Race 2018.

De har alle tre prøvet at vinde løbet, hvilket ikke ligefrem letter presset på Dimension Data.

  • Michael Valgren: 2018
  • Enrico Gasparotto: 2016 og 2012
  • Roman Kreuziger: 2013

- Vi har et super stærkt hold. Både Kreuziger og Gasparotto har vist god form. Det er umiddelbart dem, vi kører for. Jeg får lidt en fri rolle alt efter, hvordan benene er. Men det er helt sikkert de to, vi kommer til at se i front, lyder det fra Michael Valgren.

Sportslig krise sætter sig i hovedet

Som forsvarende vinder kommer Michael Valgren til at køre med nummer et på ryggen i søndagens løb. Det er et tal, han har været et stykke fra i denne sæsons første måneder. Valgren har døjet med sygdom og skuffende resultater, og i den forbindelse har han takket Lars Bak for ekstraordinær støtte.

- Han er en fantastisk holdkammerat. Det havde jeg også regnet med, så han har ikke skuffet indtil videre, sagde Valgren til TV 2 SPORT i starten af april.

Det skyldes nok, at Lars Bak er god til at bevare en vis optimisme.

- Jamen det er klart, det ikke er gået så godt i år. Det går også i hovedet, men sæsonen er lang endnu, og nu er der nogle gode løb for ham de næste 10 dage, så det kan hurtig ændre sig. I professionel cykelsport må man ikke tabe modet, og det har han heller ikke gjort. Nu skal vi have gang i ham igen, og det tror jeg også, vi får her i en nær fremtid, siger Lars Bak.

Amstel Gold vises direkte på TV 2 SPORT. Kvinderne kører fra klokken 13.20 – mændenes løb vises fra klokken 14.35.