Alaphilippe storroser Fuglsang efter ny duel: - Han er en fantastisk rytter

Franske Julien Alaphilippe beundrer Jakob Fuglsang og danskerens kørestil.

Onsdag skete det igen. Danske Jakob Fuglsang og franske Julian Alaphilippe kæmpede om sejren i et af de helt store cykelløb.

Denne gang var scenen Fleche Wallone. Julian Alaphilippe indtog hovedrollen som sejrherre. Nøjagtig som tidligere i sæsonen i den italienske klassiker Strade Bianchi, hvor Alaphilippe ligeledes viste sig for stærk i spurten for danskeren.

Efter en ny spurtsejr over sin danske konkurrent onsdag var Julian Alaphilippe dog fuld af lovord om Jakob Fuglsang, for hvem franskmanden har stor respekt for.

- Det virker til, at det altid er os, der skal kæmpe om det. Han er virkelig en stærk rytter, fortalte Julian Alaphilippe til TV 2 SPORT efter løbet.

Det så også ud til, at Fuglsang og Alaphilippe skulle køre om sejren i søndagens Amstel Gold Race. Her gik de to dog i stå i et taktisk spil og blev hentet af de øvrige favoritter.

Sådan gik det ikke onsdag, hvor de to duellanter var niveauer over resten af feltet, da tingene skulle afgøres på Mur de Huy.

- Han var virkelig svært at slå i dag. Han er virkelig en af de stærkeste ryttere, han angriber altid, og jeg kan rigtig godt lide hans måde at køre på, fortalte Quick-Step-rytteren.

- Jeg er så glad for sejren. Det var endnu en smuk og stor sejr for mig. Starten på sæsonen har været fantastisk.

Sådan så det ud onsdag, da Alaphilippe slog Jakob Fuglsang.
Sådan så det ud onsdag, da Alaphilippe slog Jakob Fuglsang. Foto: Julien Warnand / Ritzau Scanpix

Nyt kapitel søndag?

Onsdagens sejr var franskmandens niende i sæsonen, hvor Alaphalippe blandt andet også har vundet sæsonens første monument, Milano-Sanremo.

Søndag kan Alaphilippe så vinde endnu et monument, når den prestigefyldte klassiker Liége-Bastogne-Liége skal have fundet en vinder. Et løb, hvor det ikke er utænkeligt, vi får en ny kamp om sejren at se mellem franskmanden og Jakob Fuglsang.

- Nu gælder det om at fortsætte den gode form indtil på søndag og Liége-Bastogne-Liége, efter det er det tid til en god pause, lyder det afslutningsvis fra Alaphilippe, der godt kan forvente udfordring fra Jakob Fuglsang i søndagens Liége-Bastogne-Liége.

- Vi må se, om vi ikke kan gøre noget ved, at der lige er én, der spurter bedre end mig på søndag, fortalte danskeren efter Fleche Wallonne til TV 2 SPORT.

Du kan se, om vi får endnu en duel mellem Alaphilippe og Fuglsang, når TV 2 og TV 2 PLAY viser Liége-Bastogne-Liége på søndag fra klokken 14:10.