Matti Breschel skal køre Giro d'Italia

16x9
Matti Breschel er glad for at være udtaget til Giro d'Italia. Foto: EF Procycling

Onsdag aften blev det officielt. Matti Breschel skal køre Giro d'Italia for tredje gang i karrieren.

Matti Breschel kan meget snart skrive endnu en Grand Tour-start på CV'et.

Den 34-årige cykelrytter fra EF Education First fortalte til TV 2 SPORT i april, at han skulle køre det store italienske etapeløb Giro d'Italia i maj, og onsdag aften bekræftede holdet udtagelsen af danskeren.

- Der var en plads ledig, og jeg rakte hånden i vejret, og jeg skal med. Jeg glæder mig utroligt meget. Det er et par år siden, jeg sidst kørte en Grand Tour, så det er noget, jeg helt klart ser frem til. Lige nu er jeg på træningslejr og forsøger at træne mig op til løbet, forklarede Matti Breschel til TV 2 SPORT i april.

Jeg elsker Italien og har boet her i 13 år, så for mig er det også noget specielt at køre her

Matti Breschel, cykelrytter

Matti Breschel har vist god form her i foråret, selv om starten også har været præget af sygdom. I danskerens seneste løb, der var Paris-Roubaix 14. april, blev han nummer 60, men kom blandt andet med et fremstød undervejs.

Og det er med til at gøre, at han skal køre Giro d'Italia.

- Jeg har vist fremgang i lang tid. Jeg har været ude med sygdom i starten af året, men jeg er kommet tilbage og har vist god form. Vi snakkede om, at det ville give god mening at fortsætte. Der var en plads ledig, og det passede mig fint.

- Umiddelbart skal jeg hjælpe vores hurtige sprinter Sacha Modolo de første par etaper. Løbet er jo langt, så jeg håber da på, at jeg en enkelt dag eller to får min egen chance, hvor jeg forsøger at ramme morgenudbruddet og håbe på et resultat, lød det fra Breschel i sidste måned.

Giro skal give formboost

Matti Breschel kørte løbet i 2013, hvor han måtte udgå inden 12. etape, samt i 2007, hvor han blev nummer 120 og blandt andet fik en tredjeplads på 18. etape.

Derfor har han gode minder fra løbet.

- Det var faktisk min allerførste Grand Tour i 2007. Jeg elsker Italien og har boet her i 13 år, så for mig er det også noget specielt at køre her. Så det er helt klart noget, jeg glæder mig til.

Det er ikke kun et godt resultat, Breschel håber på at få med fra Giroen. Han håber også på, at formen får endnu et nyk op ad.

- Jeg har altid, i hvert fald senere i min karriere, prioriteret Vueltaen, da det passede godt i forhold til VM, men jeg har også måtte sande, at det her med at køre en Grand Tour en gang eller to om året, det giver noget ekstra. Det giver rigtig gode kilometer i benene og en god stabilitet i resten af sæsonen, sagde Matti Breschel til TV 2 SPORT i april.

Giro d'Italia begynder 11. maj i Bologna med en enkeltstart og slutter ligeledes med en enkeltstart 20 etaper senere i Verona.

Hold og ryttere
Giro d'Italia 2019