Matti Breschel står af og forlader Giro d'Italia

16x9
Matti Breschel har kørt sine sidste kilometer i årets Giro d'Italia. Foto: Jeff Pachoud / Ritzau Scanpix

Den danske cykelrytter Matti Breschel er stået af undervejs på Giro d'Italias 4. etape.

Der er nu kun to danskere tilbage i cykelløbet Giro d'Italia.

Undervejs på tirsdagens etape i den italienske grand tour stod Matti Breschel, der kører for EF Education First-holdet, nemlig af. Det skriver cykelmediet feltet.dk. Det er uvist, hvad der har ligger bag danskerens exit.

Ifølge det belgiske medie Sporza har han været styrtet og var efterfølgende i så store smerter i sin ene hofte, at han ikke kunne fortsætte.

Dermed er Mikkel Honoré (Quick Step) og Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott) de eneste danskere i feltet.

Kun én rytter var langsommere end Matti Breschel, da Giro d'Italia lørdag blev indledt med en enkeltstart. På søndagens etape kom danskeren i mål som nummer 156, lidt over 12 minutter efter vinderen. Mandag blev Breschel nummer 36 efter at være kommet i mål sammen med hovedfeltet.

Starten har været præget af sygdom

Matti Breschel har vist god form her i foråret, selv om starten også har været præget af sygdom. I danskerens sidste løb inden Giroen, der var Paris-Roubaix 14. april, blev han nummer 60, men kom blandt andet med et fremstød undervejs.

Og det er med til at gøre, at han skal køre Giro d'Italia.

- Jeg har vist fremgang i lang tid. Jeg har været ude med sygdom i starten af året, men jeg er kommet tilbage og har vist god form. Vi snakkede om, at det ville give god mening at fortsætte. Der var en plads ledig, og det passede mig fint, sagde Breschel inden Giro-starten.