Asgreen atter med helt fremme i Californien

16x9
Asgreen vandt anden etape af Tour of California. Billedet her er fra hans sejr. Foto: Tracy Barbutes / Ritzau Scanpix

Den unge dansker fortsætter den gode stime i tredje etape af Tour of California og ender i top-5.

Den danske cykelrytter Kasper Asgreen har bidt sig fast i toppen af det amerikanske etapeløb Tour of California.

Natten til onsdag dansk tid kørte han over målstregen som nummer fire. Han var syv minutter og 47 sekunder efter vinderen, hans franske holdkammerat Remi Cavagna.

Cavagna kørte solo i 75 kilometer, inden han krydsede målstregen helt alene. Han havde over syv minutter ned til de nærmeste forfølgere.

Asgreen fører pointkonkurrencen

Det er anden dag i træk, Asgreen er med helt fremme. På anden etape formåede den 24-årige dansker, der kører for belgiske Quick-Step, at snuppe en sensationel etapesejr i det californiske cykelløb.

Det var danskerens første professionelle etapesejr.

Med sin placering i top fem på tredje etape fastholder Asgreen samtidig sin førerposition i pointkonkurrencen. Her har han i øjeblikket 22 point, hvilket er ét point mere end Cavagna.

I klassementet er den unge dansker nummer tre, syv sekunder efter førstepladsen.

Førertrøjen fastholdes af amerikanske Tejay van Garderen (EF Education First), mens andenpladsen indtages af italienske Gianni Moscon (Team Ideos).

Der køres i alt syv etaper i det amerikanske etapeløb.

Fremragende forår

Asgreens gode resultater i Californien kommer, efter han modtog stor anerkendelse i midten af april, da han sluttede på en andenplads i Flandern Rundt.

Placeringen som nummer to i det belgiske cykelløb var et regulært gennembrud for den 24-årige koldingenser.

Men før det kom Kasper Asgreen lidt hovedkulds ind på sportens øverste niveau sidste år, da Quick-Step et par måneder inde i sæsonen pludselig manglede en rytter og hentede danskeren til holdet.

Asgreen kvitterede for den uventede chance ved at køre et brag af en debutsæson, hvor han blandt andet var med til at blive verdensmester i holdløb.

Hans kontrakt med Quick-Step løber i yderligere to sæsoner. Håbet er at blive en markant klassikerrytter på verdens mest vindende cykelhold.