Quick-Step vinder for tredje etape i træk i Californien

16x9
Fabio Jakobsen jubler efter sin sejr i den 107. udgave af Scheldeprijs 10. april 2019. Foto: Yorick Jansens / Ritzau Scanpix

Hollandske Fabio Jakobsen vandt fjerde etape af Tour of California. Danske Kasper Asgreen mistede pointtrøjen.

Den danske cykelrytter Kasper Asgreen mistede på fjerde etape af Tour of California løbets grønne pointtrøje, men alligevel var der igen grund til jubel på hans hold, Quick-Step.

For tredje etape i træk havde det belgiske hold således den første rytter over stregen i målbyen Morro Bay, da hollænderen Fabio Jakobsen i spurten afviste Jasper Philipsen (UAE Team Emirates) og Peter Sagan (Bora-Hansgrohe).

Peter Sagans podieplacering gav tilstrækkelig med point til, at han kunne trække den grønne trøje over hovedet.

Asgreen i gult i en time

Danske Kasper Asgreen blev noteret for en 10.-plads på etapen og blev umiddelbart efter udråbt som ny mand i førertrøjen, men en time senere besluttede løbsjuryen at give samme tid til de ryttere, der var involveret i og fanget bag styrtet kort før trekilometermærket.

Her sad blandt andre løbets førende rytter, amerikanske Tejay van Garderen (EF Education First), der var styrtet tidligere på etapen og i færd med at kæmpe sig tilbage.

Juryens afgørelse betød, at der ikke skete forskydninger i toppen af klassementet efter onsdagens næsten seks timer lange anstrengelser.

Asgreen er fortsat nummer tre - syv sekunder efter Tejay van Garderen.

Torsdag venter løbets længste etape på 219 kilometer fra Pismo Beach til Ventura.