Astana-spanier tager sejren på kuperet Giro-etape

16x9
Den spanske cykelrytter Pello Bilbao kørte fra en flok udbrydere og vandt 7. etape. Foto: Philippe Lopez / Ritzau Scanpix

Den spanske cykelrytter Pello Bilbao kørte fra en flok stærke udbrydere på Giro d'Italias 7. etape.

Cykelholdet Astana tog fredag sin første sejr i 2019-udgaven af Giro d'Italia - årets første grand tour.

Den spanske cykelrytter Pello Bilbao stak af fra en flok stærke medudbrydere med 1,5 kilometer igen og kørte alene over målstregen.

Fem sekunder efter ham fulgte Ag2rs Tony Gallopin og Boras Davide Formolo på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Med sejren har Astana nu hentet 24 sejre i år. Det er kun overgået af Quick-Step, som har skrabet 29 sejre sammen i første del af sæsonen.

Fredagens etape i det kuperede terræn var 185 kilometer lang og blev kørt fra Vasto til L'Aquila.

José Joaquín Rojas (Movistar) var i udbrud for anden dag i træk. Han rakte forgæves ud efter etapesejren, men anstrengelserne sendte ham en anelse tættere på løbets førertrøje.

Den sidder dog fortsat på UAE-rytteren Valerio Conti, der var en del af et udbrud, som holdt hjem på torsdagens etape.

Italieneren er 1 minut og 32 sekunder foran 33-årige Rojas, mens Bardianis Giovanni Carboni ligger på tredjepladsen.

Favoritterne Primoz Roglic (Jumbo-Visma) og Simon Yates (Mitchelton-Scott) er begge mere end fem minutter efter Conti.

De sad begge i feltet, der ramte målstregen lidt mere end et minut efter Bilbaos triumf.

Løbets to tilbageværende danskere, Mikkel Honoré (Quick Step) og Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott), trillede i mål et stykke tid efter feltet.

Etapevinder udgik

Den colombianske sprinter Fernando Gaviria (UAE) udgik tidligt på 7. etape på grund af smerter i sit venstre knæ.

Han nåede at markere sig med en sejr på 3. etape. Sejren var dog lidt speciel, da Quick-Steps Elia Viviani egentlig vandt etapen.

Efterfølgende blev italieneren frataget sejren for at have lavet et voldsomt svaj i spurten, som forhindrede flere rivaler i at køre med om sejren.

Primoz Roglics hjælper Laurens De Plus udgik også af løbet på 7. etape.