Asgreen har opnået et nyt niveau af selvtillid efter 'uventet' tredjeplads

16x9
Kasper Asgreen på podiet efter sin tredjeplads i Tour of California. Foto: Etienne Laurent / Ritzau Scanpix

Danske Kasper Asgreen imponerede med en etapesejr, en førsteplads i pointkonkurrencen foran Peter Sagan og en samlet tredjeplads i Tour of California.

Hårdt arbejde syv dage i træk betalte sig for cykelrytter Kasper Asgreen.

Han vandt 2. etape, og da 7. og sidste etape af Tour of California var færdigkørt sent lørdag aften dansk tid, kunne den 24-årige Deceuninck-Quick-Step-rytter træde op på podiet og lade sig hylde som nummer tre i klassementet.

Få sekunder senere kunne han så igen lade sig hylde. Denne gang som vinder af løbets pointkonkurrence, hvor han kørte sig til 40 point - fire point flere end den slovakiske stjerne Peter Sagan.

- Jeg rejser hjem med min første professionelle sejr, den grønne trøje og denne smukke og uventede tredjeplads i klassementet. Jeg har opnået et nyt niveau af selvtillid i mine evner på stigningerne, siger han til sit holds hjemmeside.

- Sammen med holdet vil jeg tænke over, hvad fremtiden skal rumme i forhold til etapeløb, men inden da er det tid til at få noget hvile efter denne stærke første del af sæsonen.

Asgreen blev nummer to i Flandern Rundt i april, og i det californiske etapeløb, der også havde deltagelse af blandt andre Richie Porte, Tejay van Garderen og Gianni Moscon, viste danskeren en utrolig ro og ikke mindst en enorm styrke både på flad og stigende vej.

Angreb for point til grøn trøje

På 7. etape angreb han i jagten på point til den grønne trøje, og det lykkedes, omend han ikke havde held med at hente de 24 sekunder på Tadej Pogacar, som han var efter sloveneren inden etapen, for at kunne stryge helt til tops i Californien.

- Etapen var hård og skør, da tempoet først steg, og gruppen blev splittet over toppen af den første stigning, siger Asgreen til Quick-Steps hjemmeside.

- Da jeg hørte over radioen, at Fabio (Jakobsen, Asgreens holdkammerat, red.) var sat af, gik jeg efter den indlagte spurt for at tage nogle point, og hvorfor ikke forsøge at vinde løbet samlet. Det sidstnævnte var et skud i tågen og skete ikke, men det var stadig en utrolig dag med væddeløb.

Pogacar (UAE Team Emirates) endte med at vinde Tour of California 17 sekunder foran Kasper Asgreen og 16 sekunder foran Sergio Higuita (EF Education First) på andenpladsen.

Danske Jesper Hansen (Cofidis) blev nummer syv samlet - et minut og 18 sekunder efter Tadej Pogacar.

På den afsluttende etape blev Asgreen og den mindre gruppe, han havde fået tilsluttet sig med sit angreb, hentet med ti kilometer til mål, og i massespurten i Pasadena var hollandske Cees Bol fra Sunweb hurtigere end Peter Sagan (BORA - hansgrohe).