Præsident vil undgå at neutralisere for mange etaper

16x9
Sidste etape af Giro d'Italia 2018 blev neutraliseret, selvom den ikke burde, mener UCI-præsidenten. Foto: Luk Benies / Ritzau Scanpix

Præsidenten for den internationale cykelunion mener, at det bør diskuteres, hvorvidt det er nødvendigt at neutralisere så mange etaper.

Der er gået inflation i at neutralisere etapeafslutninger i cykelløb.

Det mener præsidenten for den internationale cykelunion, UCI, David Lappartient.

Meldingen fra franskmanden kommer under dette års Giro d'Italia, hvor tiden på femte etape blev neutraliseret på grund af kraftigt regnvejr.

Flere ryttere ønskede også, at de afsluttende seks kilometer på ottende etape skulle neutraliseres, fordi afslutningen var en teknisk svær nedkørsel med mulighed for regn.

På et tidspunkt bliver der nødt til at blive sat en grænse for de mange neutraliseringer, siger Lappartient.

- Der er tid på spil, så det handler ikke bare om at stoppe tiden ved tre kilometer. Det er også en del af cykelsporten at vide, hvordan der skal kæmpes om positionerne i spurten.

- Det er et emne, der er brug for at blive taget op på UCI-niveau. Vi må ikke falde ind i den systematisering af neutraliserende ting, siger han til Cyclingweekly.

'Vi så latterlige ud'

Tidligere i denne uge tog løbsjuryen i Tour of California også en bemærkelsesværdig beslutning, da den efter en etape valgte at give alle rytterne samme tid, selvom et styrt med mere end tre kilometer til mål betød, at der opstod tidsforskelle.

Danske Kasper Asgreen stod til at komme i førertrøjen efter etapen, men med neutraliseringen blev hand i stedet på tredjepladsen i klassementet.

Sidste år blev sidste etape af Giro d'Italia også neutraliseret for klassementsrytterne på grund af sikkerhedsmæssige hensyn.

Det betød, at der kun blev kørt tre af de ti omgange i Rom, og dermed kunne Chris Froome føle sig helt sikker på at vinde løbet samlet. Det var en etape, der gjorde indtryk på Lappartient.

- Den lyserøde førertrøje sluttede flere minutter efter, men tiderne blev neutraliseret. Vi så latterlige ud, siger UCI-præsidenten.

Chris Froome vandt Giro d'Italia sidste år med 46 sekunder ned til Tom Dumoulin på andenpladsen.