Ecuadorianer vinder Giro d'Italia

16x9
Richard Carapaz fra Movistar har vundet cykelløbet Giro d'Italia. Foto: Alessandro Di Meo / Ritzau Scanpix

Ecuadorianske Richard Carapaz fra Movistar vandt søndag Giro d'Italia efter den afsluttende enkeltstart.

Richard Carapaz (Movistar) kunne søndag løfte armene til cykelkarrierens største triumf, da han efter den afsluttende enkeltstart krydsede målstregen som samlet vinder af Giro d'Italia.

Den lille ecuadorianer havde før den afsluttende tidskørsel over 17 kilometer et forspring på 1 minut og 54 sekunder ned til Vincenzo Nibali, og det var ikke i fare undervejs.

Top 3

  • 1. Richard Carapaz (Movistar)
  • 2. Vincenzo Nibali (Bahrain Merida)
  • 3. Primoz Roglic (Jumbo-Visma)

Da regnskabet var gjort op, vandt Carapaz Giro d'Italia 2019 med 1 minut og 5 sekunder ned til Nibali, som forsvarede sit forspring på andenpladsen.

Til gengæld kunne Mikel Landa (Movistar), som forventet ikke holde Primoz Roglic bag sig. Jumbo-Visma-profilen kørte en bedre enkeltstart og smed Landa ud af den samlede top-3 med otte sekunder.

Enkeltstarten blev vundet af den 30-årige amerikaner Chad Haga fra Sunweb.

Haga var egentlig med i Giroen for at hjælpe Sunweb-kaptajn Tom Dumoulin, men denne udgik tidligt i løbet efter et styrt på 4. etape.

Har haft førertrøjen i en uge

Netop på 4. etape trådte Richard Carapaz sig i fokus, efter styrtet seks kilometer før målstregen betød, at en lille gruppe kom alene ind på den lille stigning op til målet i Frascati. Carapaz stak af og kunne ikke hentes af de jagtende sprintere.

Løbets lyserøde førertrøje kunne den lille ecuadorianer dog først iklæde sig efter etapesejren på 14. etape - en klassisk bjergetape med fem stigninger undervejs.

Efter den triumf var hans forspring kun på syv sekunder ned til Primoz Roglic i klassementet, men både på 15., 16. og 17. etape øgede Carapaz til forfølgerne.

Siden 18. etape holdt Movistar-rytteren status quo i regnskabet, og på det sidste store bjergslag, på lørdagens 20. etape, viste han stort overskud ved både at fastholde sit eget store forspring ned til Vincenzo Nibali og hjælpe sin holdkammerat Mikel Landa op på en foreløbig tredjeplads i den samlede stilling.

Men den gled altså Landa af hænde på enkeltstarten, så han måtte nøjes med en samlet fjerdeplads.