Ekspert kalder konkurrents udmelding om Nibali-aftale for 'uhørt'

16x9
Vincenzo Nibali har kørt for Bahrain Merida siden 2017. Foto: Alessandro Di Meo / Ritzau Scanpix

34-årige Vincenzo Nibali skifter ifølge ejeren af kaffefirmaet Segafredo til Trek-Segafredo fra Bahrain Merida i 2020.

Den italienske stjerne Vincenzo Nibali har kontraktudløb for enden af 2019, og fra årsskiftet vil han være at finde på vejene i en anden trikot.

Det fortæller ejeren af Segafredo, Massimo Zanetti, som er storsponsor for cykelholdet Trek-Segafredo, til La Gazzetta dello Sport.

- Vincenzo Nibali kører for Trek-Segafredo i 2020, siger han og tilføjer blandt andet, at han ”har haft et stærkt ønske om det, og det er endelig lykkedes”.

Imod UCI-reglement

Dermed bekræfter han de utallige rygter, der har floreret og sendt den 34-årige sicilianer til netop Trek-Segafredo. Han går på samme tid også imod reglerne fra Det internationale cykelforbund (UCI), som foreskriver, at et hold først må melde rytterskifte ud 1. august.

Derfor var TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen også overrasket, da han læste citaterne fra Massimo Zanetti.

- Det her er ret uhørt. Jeg kan ikke huske et lignende tilfælde. Selvfølgelig har der været rygter, men de er altid ubekræftede, siger han og tilføjer.

- Det er meget normalt at lave aftaler nu. Så der er ikke noget mærkeligt i, at der er lavet en aftale nu; det mærkelige er bare, at han (Massimo Zanetti, red.) melder det ud på den måde.

Chris Anker Sørensen er dog ikke sikker på, at det får konsekvenser for Trek-Segafredo, da der er tale om en storsponsors udtalelser og derfor en mulig formildende omstændighed.

Vil bygge et hold op omkring Nibali

Dermed bekræfter han de utallige rygter, der har floreret og sendt den 34-årige sicilianer til netop Trek-Segafredo.

Vincenzo Nibali har kørt for Bahrain Merida i tre år, hvor han har vundet monumenterne Lombardiet Rundt og Milano-Sanremo og senest blev nummer to i Giro d’Italia.

Vincenzo Nibali vandt Giro d'Italia i 2016. Det er hans seneste Grand Tour-triumf.
Vincenzo Nibali vandt Giro d'Italia i 2016. Det er hans seneste Grand Tour-triumf. Foto: LUK BENIES / Scanpix Denmark

Ifølge Massimo Zanetti kommer Trek-Segafredo til at bygge et hold op omkring Nibali i håbet om store resultater for ”den bedste italiener og en af verdens bedste ryttere”.

Vinenzo Nibali har tidligere i sin karriere vundet samtlige Grand Tours, Giro d’Italia, Tour de France og Vuelta a España. Hans seneste samlede sejr var i italienerens hjemlands etapeløb i 2016.