Magnus Cort hentet 500 meter fra mål: - Det er fandme ærgerligt

Magnus Cort var sammen med to andre ryttere i udbrud tæt på at skulle køre om etapesejren i Critérium du Dauphiné, men blev hentet kort før mål.

Første etape af Critérium du Dauphiné fik en hektisk afslutning.

Astanas Magnus Cort sad i udbrud sammen med de to belgiere Oliver Naesen og Björg Lambrecht, hvor trioen havde et forspring på 30 sekunder med syv kilometer til målstregen.

Men blot 500 meter fra målet i Jussac måtte de tre lykkeriddere se sig opslugt af feltet, der kom blæsende bagfra.

- Det er fandme ærgerligt. Det var tæt på - kun 500 meter. Sådan er det nogle gange. Jeg gav det et godt skud, og det må jeg være tilfreds med, men det er ærgerligt, når man er så tæt på, siger Magnus Cort til TV 2 SPORT.

- Jeg kunne godt se med en kilometer tilbage, at de var tæt på, men jeg hade ikke overblik over, hvor mange der var tilbage og kunne føre i feltet. Men der var nogle i feltet til at sætte fart på den sidste kilometer, og så var vi færdige.

Astana vil prøve igen mandag

I stedet for at køre om sejren kunne Magnus Cort se norske Edvald Boasson Hagen køre først over målstregen og tage både etapesejren samt førertrøjen.

Mandag får bornholmeren og resten af Astana-mandskabet dog en ny mulighed for at hente en etapesejr, når der venter endnu en kuperet etape i Critérium du Dauphiné.

- Det er en endnu hårdere etape. Det kunne sagtens være et udbrud, der holder hjem. Nu er jeg godt nok træt, men vi har helt sikkert nogle kort, vi skal spille ud og prøve at køre efter etapesejren i morgen, fastslår Magnus Cort.

Du kan se anden etape af Critérium du Dauphiné direkte på TV 2 SPORT eller TV 2 Play fra klokken 15.05 mandag.