Første Tour-hold udtaget: Komet med 'star quality' får debut

16x9
Wout van Aert får Grand Tour-debut denne sommer. Foto: Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Wout van Aert er jokeren på Team Jumbo-Vismas Tour de France-hold, der ikke tæller Primoz Roglic.

For tre måneder siden satte Wout van Aert sit navn på sin første World Tour-kontrakt. Denne sommer får han Grand Tour-debut.

Det står klart, efter hollandske Jumbo-Visma som de første har udtaget truppen til Tour de France.

Her er den belgiske komet Wout van Aert ét af otte navne.

Jumbo-Vismas Tour-hold

  • Dylan Groenewegen (25 år, Holland)
  • Steven Kruijswijk (32 år, Holland)
  • Mike Teunissen (26 år, Holland)
  • Amund Grøndahl Jansen (25 år, Norge)
  • Tony Martin (34 år, Tyskland)
  • George Bennett (29 år, New Zealand)
  • Wout van Aert (24 år, Belgien)
  • Laurens De Plus (23 år, Belgien)

- Han har så meget star quality. Han er en joker, som de kan spille ud på udvalgte etaper. Måske han endda kan bringe sig i spil til en etapesejr, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard, der glæder sig over valget.

- Cykelsporten har brug for, at vi ser de her folk så meget som muligt, og Touren er et helt andet udstillingsvindue end andre cykelløb, siger han.

24-årige Wout van Aert er tidligere tredobbelt verdensmester i cykelcross, men har også leveret store resultater i de endnu relativt få linjeløb, han har kørt.

- Jeg får min Grand Tour-debut lidt tidligere end forventet. Det er super dejligt for mig. Jeg vil takke holdet for at give mig denne mulighed og for støtten, siger Wout van Aert i en video på Twitter.

På grund af cykelcross-sæsonen kørte Wout van Aert første landevejsløb i marts. Alligevel har han lavet topresultater i Strade Bianche, Milano-Sanremo og E3 Harelbeke.

- Wout er klar er klar til det næste skridt. Han vil gøre holdet endnu stærkere, siger sportsdirektør på Jumbo-Visma Merijn Zeeman til holdets hjemmeside.

I 2018, da Wout van Aert stadig kørte for det professionelle kontinentalhold Vérandas Willems-Crelan, vandt han PostNord Danmark Rundt og bronze til EM.

Groenewegen er med - Roglic er ikke

Team Jumbo-Visma skriver i forbindelse med udtagelsen, at de "har forhåbninger i både klassementet og spurterne".

Sidste års Tour de France-firer, slovenske Primoz Roglic, kørte Giro d'Italia i år, så 32-årige Steven Kruijswijk skal i stedet indfri ambitionerne i klassementet.

I spurterne satser hollænderne på Dylan Groenewegen, der får en del hjælpere med.

- Det er et meget tætpakket hold. De har Groenewegen, der på sine bedste dage hører til de hurtigste sprintere, og Kruijswijk, som de ikke havde taget med, hvis ikke de havde forventninger til ham, vurderer Brian Nygaard.

Han er imidlertid sikker på, at Wout van Aert - de forskellige interesserer til trods - kan finde sin plads.

- Jeg tror, han er klar til at dyste med de bedste, for de han har gjort det i år, er han ikke faldet igennem, men har faktisk været helt fænomenal, siger Brian Nygaard.

Wout van Aert imponerer i øjeblikket i Criterium du Dauphiné, hvor han blev treer på første etape og har gode muligheder på tredje. Den køres onsdag og kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY med start 14.50.