Froome ude af stort løb inden Touren - på vej til hospitalet

16x9
Chris Froome er ude af Critérium du Dauphiné. Foto: Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Chris Froome er ude af Criterium du Dauphiné, da han styrtede inden enkeltstarten onsdag.

Du kan se Criterium du Dauphiné på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Chris Froome styrtede kort inden 4. etape i Criterium du Dauphiné, som han har brugt som forberedelse til sæsonens store mål - nemlig Tour de France. Holdet udtalte senere onsdag, at Froome også misser Tour de France.

Da han prøvekørte enkeltstarten, røg han en tur i asfalten og er nu på vej til et lokalt hospital.

- Team INEOS kan bekræfte, at Chris Froome styrtede, da han skulle rekognoscere 4. etape i Criterium du Dauphiné i dag, skriver Team Sky.

- Han er lige nu på vej til det lokale hospital og vil ikke starten 4. etape i dag. Vi kommer med en yderligere opdatering rettidigt.

TV 2 SPORT har været i kontakt med pressemedarbejder hos Team INEOS Søren Sliwa, der bekræfter episoden, men ikke har yderligere informationer.

Dermed er Vasil Kiryienka, Michal Kwiatkowski, Gianni Moscon, Wout Poels, Ian Stannard og Dylan van Baarle de resterende INEOS-ryttere i løbet.

Før styrtet viste 34-årige Froome god form i det prestigefyldte etapeløb. Han lå på klassementets niendeplads med 24 sekunder op til den førende rytter, Dylan Teuns (Bahrain Merida).

Briten er tredobbelt vinder af Critérium du Dauphiné.

Froome var i gang med forberedelserne til Tour de France, som han har vundet fire gange tidligere: i 2013, 2015, 2016 og 2017.

Sidste år blev han detroniseret af sin egen holdkammerat Geraint Thomas, og Froome måtte i stedet tage til takke med en tredjeplads.